Kig ind på Politiskolen i Vejle den 24. maj 2025
Mød studerende, oplev uddannelserne og efterforsk mulighederne i hele politiet.

Alle er velkomne kl. 10.00-14.00 på Soldalen 8 i Vejle
Dagen kommer til at summe af aktiviteter for både store og små, der har lyst til at opleve, hvordan man bliver uddannet til at udføre politiets arbejde – og som måske går med en lille drøm om at trække i den blå skjorte en dag.
Undervisere og kommende politikadetter og politibetjente byder indenfor og viser, hvordan de træner det politifaglige stof og det samspil, som er betingelsen for godt politiarbejde.
Mød politifolk med specialopgaver
Karrieremulighederne får gæsterne dugfriske eksempler på, når politifolk fortæller om deres specialopgaver, fx på internationale udsendelser eller i jobbet som politibetjent i Grønland.
Også denne gang kan man møde pelsede politiansatte, se Aktionsstyrken på specialopgave og prøve uniformer, køretøjer og andet udstyr.
Situationsspil og magtanvendelse
I løbet af dagen skiftes de studerende til at være politi og figuranter, når de viser, hvordan de træner deres færdigheder gennem situationsspil.
Gæsterne kan også selv prøve, hvordan træningen i magtanvendelse og konflikthåndtering foregår, eller nøjes med at se på.
Tal med studerende og studievejledere
Både studerende og studievejledere er klar til at guide gæsterne i, hvordan man kommer i gang med uddannelserne til politikadet og politibetjent.
Har man mod på at få sved på panden, kan man prøve kræfter med dele af den fysiske optagelsesprøve, der indgår i Politiskolens optagelsesforløb.
Rum til leg og forplejning
Børn er meget velkomne og kan blandt andet boltre sig i et område, de studerende på Politiskolen har indrettet til leg i dagens anledning.
Det er muligt at købe mad og drikkevarer i Politiskolens kantine.
Se hele programmet for åbent hus på Politiskolen i Vejle 24. maj 2025
Film og fotos
Vær opmærksom på, at Politiskolen filmer og fotograferer under arrangementet til brug for intern og ekstern kommunikation. Hvis man ikke ønsker at optræde på fotos eller film, bedes man kontakte fotograferne på dagen.
Tilmelding
Send en e-mail med dit fulde navn og datoen for arrangementet til arrangementer@politi.dk. Man kan sagtens tilmelde flere deltagere, når blot man skriver alle deltagernes fulde navne i tilmeldingen.