Spring til hovedindhold

Forslag

Rigspolitiet

Nyhed

7. juli 2020 15:28

Forsamlingsforbuddet gælder nu for flere end 100 personer

Fra og med i dag hæves forbuddet mod at forsamles fra flere end 50 til flere end 100 personer. Det sker som led i genåbningen af Danmark.

Som en del af den gradvise kontrollerede genåbning af Danmark har regeringen planmæssigt valgt at hæve antallet af personer, der må være til stede ved arrangementer. Indtil i dag har det været ulovligt at forsamles flere end 50 personer. Det stiger nu til 100 personer.

”Det er glædeligt, at vi nu kan åbne endnu mere op og tillade flere mennesker at forsamles. Men det betyder ikke, at vi skal begynde at slække på indsatsen mod COVID-19. Vi vil fortsat være til stede, der hvor mange mennesker forsamles, og vi vil også være klar med bødeblokken skulle dialogens vej ikke være mulig”, siger chefpolitiinspektør hos Rigspolitiet Peter Ekebjærg.

Forsamlingsforbuddet gælder fortsat ikke i private boliger og haver i tilknytning hertil, lige som det også fortsat er tilladt at deltage og afvikle arrangementer med op til 500 personer, hvis deltagerne i det væsentlige sidder ned, som eksempelvis til et bryllup.

”Tidligere blev forsamlingsforbuddet hævet fra maksimalt 10 personer til 50. Dengang gav det ikke anledning til de store politimæssige udfordringer, og det forventer jeg heller ikke, efter det nu er hævet igen. Men man skal huske på, at smitten stadig er i det danske samfund, og derfor lyder opfordringen fortsat fra myndighederne, at man skal holde afstand til hinanden og holde god hygiejne”, siger Peter Ekebjærg.

 

Retningslinjerne for sektorpartnerskab gælder fortsat.


Kontakt en pressemedarbejder i Rigspolitiet

Pressetelefon: 4174 0440

E-mail: presse@politi.dk

2. juli 2025

Rigspolitiet

Positive erfaringer med test af strømpistoler i politiet

I lidt over et halvt år har politibetjente i tre politikredse som et forsøg haft strømpistoler med på patrulje. Strømpistolen er i forsøgsperioden blevet anvendt i alt 133 gange. I mere end to tredjedele af tilfældene har advarsel om brug af strømpistolen været tilstrækkeligt.

23. juni 2025

Rigspolitiet

Politiet genoptager snarest salget af konfiskerede køretøjer - momspligt er nu afklaret

Politiet forventer snarest at kunne genoptage salget af konfiskerede køretøjer på auktion. Salget har været midlertidigt sat i bero, imens Skattestyrelsen har vurderet, om der skal afregnes moms af indtægterne. Den vurdering er nu afsluttet, og Skattestyrelsen har konkluderet, at politiet er momspligtigt, når konfiskerede køretøjer og andre genstande sælges på auktion på vegne af politiet.

4. april 2025

Rigspolitiet

Ny rapport viser kriminalitetsramte borgeres tilfredshed med politiet

En ny undersøgelse af kriminalitetsramte borgeres tilfredshed med politiets håndtering af deres sag viser flere områder, hvor der er plads til forbedring.