Spring til hovedindhold

Forslag

Rigspolitiet

Nyhed

2. juli 2025 09:00

Positive erfaringer med test af strømpistoler i politiet

I lidt over et halvt år har politibetjente i tre politikredse som et forsøg haft strømpistoler med på patrulje. Strømpistolen er i forsøgsperioden blevet anvendt i alt 133 gange. I mere end to tredjedele af tilfældene har advarsel om brug af strømpistolen været tilstrækkeligt.

Strømpistol

Siden 1. december 2024 har Nordjyllands Politi, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi samt Københavns Vestegns Politi fungeret som pilotkredse i forbindelse med test af strømpistoler. De foreløbige erfaringer fra de første syvs måneders forsøgsperiode med strømpistolerne har vist, at strømpistolen kan være et effektivt og mindre indgribende alternativ til politiets øvrige magtmidler.

 

Strømpistolens effekt

I de første syv måneder har politiet anvendt strømpistolen i alt 133 gange, og den er blevet affyret i alt 41 gange. I de øvrige tilfælde var det nok kun at advare om brug af strømpistolen. I et enkelt tilfælde, hvor strømpistolen har været anvendt i forbindelse med en anholdelsesaktion, kom personen til skade. Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøger sagen - herunder om strømpistolen spillede en rolle i forhold til skaden.

I 124 tilfælde vurderes det, at strømpistolen har bidraget til en effektiv løsning af politiets opgaver, hvorved brug af fysisk magt, stav, peberspray eller tjenestepistol har kunnet undgås. I ni tilfælde var strømpistolen ikke effektiv, og opgaven blev løst på anden vis.

"Vi har i forsøgsperioden set konkrete eksempler på, at strømpistolen har forhindret eskaleringer af tilspidsede situationer, der ellers kunne have mundet ud i, at vi måtte bruge tjenestepistolen. Der har været konkrete eksempler, hvor betjente ved brug af strømpistolen har pacificeret en truende gerningsperson uden at forvolde varig skade - situationer, der tidligere kunne have haft langt mere alvorlige udfald. Den slags hændelser bekræfter os i, at strømpistolen kan blive et vigtigt værktøj i politiets værktøjskasse," siger fungerende chefpolitiinspektør Tenna Wilbert fra Københavns Vestegns Politi, der er en af de tre politikredse, hvor strømpistolen bliver testet.

 

Projektet fortsat

Formålet med at teste strømpistolen skyldes et ønske om at styrke politiets muligheder for at håndtere farlige situationer med mindst mulig magtanvendelse. Strømpistolen giver politiet mulighed for at standse en aggressiv eller farlig person på afstand, herunder personer bevæbnet med kniv eller slagvåben. Derved minimeres risiko for de alvorlige skader, som politiets øvrige magtmidler, herunder fysisk magt, stav og i yderste tilfælde tjenestepistolen kan medføre, og som potentielt kan bringe gerningspersonens liv i fare og medføre alvorlige risici for politipersonalet.

Rigspolitiet og de tre politikredse fortsætter testforløbet med strømpistolen, da det efter en samlet evaluering af forløbet skal vurderes, om og under hvilke rammer strømpistolen eventuelt skal indføres på fast basis i politiet.

Tallene dækker perioden 1. december 2024 - 30. juni 2025.

Kontakt en pressemedarbejder i Rigspolitiet

Pressetelefon: 4174 0440

E-mail: presse@politi.dk

11. maj 2026

Rigspolitiet

Kritik af politiets henlæggelse af sager

Rigsrevisionen har i to beretninger rejst kritik af politiets henlæggelse af sager om henholdsvis personfarlig og økonomisk kriminalitet. Beretningerne er i dag blevet behandlet på et statsrevisormøde. Behandling af straffesager er en kerneopgave for politiet, og Rigspolitiet tager derfor den rejste kritik meget alvorligt. Rigspolitiet anerkender, at væksten i navnlig den økonomiske kriminalitet og de mange digitale muligheder udfordrer politiets prioriteringer. Rigsrevisionens anbefalinger vil derfor indgå i det arbejde, som politiet med afsæt i blandt andet den seneste politiske flerårsaftale har iværksat for at styrke og forbedre indsatsen på området.

19. februar 2026

Rigspolitiet

Genetisk slægtsforskning: De første prøvesager er sendt afsted

I et samarbejde med de amerikanske myndigheder om genetisk slægtsforskning har politiet nu sendt de første straffesager afsted, så dna-spor fra sagerne kan blive sammenholdt med oplysninger fra en dna-baseret slægtsforskningsdatabase.

3. februar 2026

Rigspolitiet

Falske 20-kroner i omløb

Politiet advarer om, at der i øjeblikket er falske mønter i omløb. Borgere og erhvervsdrivende bør derfor udvise særlig opmærksomhed, når de modtager 20-kroners mønter.