Spring til hovedindhold

Forslag

Rigspolitiet

Nyhed

23. juni 2025 10:30

Politiet genoptager snarest salget af konfiskerede køretøjer - momspligt er nu afklaret

Politiet forventer snarest at kunne genoptage salget af konfiskerede køretøjer på auktion. Salget har været midlertidigt sat i bero, imens Skattestyrelsen har vurderet, om der skal afregnes moms af indtægterne. Den vurdering er nu afsluttet, og Skattestyrelsen har konkluderet, at politiet er momspligtigt, når konfiskerede køretøjer og andre genstande sælges på auktion på vegne af politiet.

Tidligere i år satte politiet salget af konfiskerede køretøjer på auktion i bero, fordi politiet selv havde anmodet Skattestyrelsen om en afklaring af politiets momspligt vedrørende indtægterne fra auktioner.

 

Politiet forventer at kunne genoptage salget af konfiskerede køretøjer i løbet af kort tid, efter Skattestyrelsen nu har fastslået, at der skal betales moms af provenuet - noget, der hidtil ikke har været praksis.

 

- Vi er tilfredse med, at der nu er skabt klarhed om momsreglerne for politiet på dette område, og vi forventer snarest, at auktionerne kan genoptages. På baggrund af Skattestyrelsens konklusion har vi iværksat udarbejdelsen af nye og fælles retningslinjer for landets politikredse.

 

Formålet er at sikre korrekt håndtering af moms ved auktionssalg fremover, fortæller økonomidirektør i Rigspolitiet Andreas Langsted.
Skattestyrelsen har desuden vurderet, at politiet skal foretage momsindberetning for det provenu, der de seneste tre år er tilgået statskassen gennem auktionssalg.

 

-Efterbetalingen af momsen for de tre foregående år får ikke konsekvenser for politiets økonomi, da indtægterne allerede er afregnet direkte til statskassen. Efterbetalingen handler således om, at en del af de indtægter, der er afregnet til statskassen i de seneste tre år, skal ændres til momsbetaling, afslutter Andreas Langsted.

 

Baggrund: Momspligt ved politiets salg af konfiskerede genstande på auktion

Når politiet tidligere har solgt konfiskerede genstande og hittegods på auktion, har det fulde provenu tilgået statskassen.

 

I efteråret 2024 kontaktede Rigspolitiet Skattestyrelsen for at få afklaret, om disse salg er momspligtige. Henvendelsen skete i forlængelse af, at loven om vanvidskørsel trådte i kraft i foråret 2021. Lovændringen har nemlig medført, at politiet i stigende grad kommer i besiddelse af værdifulde genstande, særligt i form af konfiskerede køretøjer, der skal sælges på auktion.

 

Før 2021 solgte politiet også hittegods og konfiskerede effekter på auktion som led i sin myndighedsudøvelse. Disse salg var imidlertid af begrænset økonomisk omfang, og politiets vurdering var derfor, at der ikke forelå momspligt.

 

Efter en gennemgang af det gældende lovgrundlag har Skattestyrelsen nu konkluderet, at politiet er momspligtigt ved salg af konfiskerede genstande og hittegods. Skattestyrelsen har endvidere vurderet, at der skal ske en momsindberetning tre år tilbage i tid i forhold til det provenu, som politiet har genereret til statskassen ved salg på auktioner.

 

Ifølge Rigspolitiets opgørelser indbragte salget af konfiskerede genstande og hittegods i 2024 i alt ca. 38 mio. kr. til statskassen, heraf ca. 35 mio. kr. fra konfiskationer og ca. 3 mio. kr. fra hittegods.

 

Provenuet fra salget af konfiskerede køretøjer har generelt været stigende siden indførelsen af loven mod vanvidskørsel i foråret 2021. Rigspolitiet har således opgjort, at statens provenu for salget af konfiskerede køretøjer var på ca. 2 mio. kr. i 2021, ca. 8 mio. kr. i 2022, ca. 17 mio. kr. i 2023, og ca. 25 mio. kr. i 2024.

 

Fremover vil der således skulle afregnes moms af salget, mens den resterende del af provenuet stadig vil tilgå statskassen. Ændringen får ikke betydning for politiets økonomi, da indtægterne tilgår statskassen.

Kontakt en pressemedarbejder i Rigspolitiet

Pressetelefon: 4174 0440

E-mail: presse@politi.dk

18. september 2026

Rigspolitiet

Politiet åbner for udstedelse af børneattester

Efter at have været sat i bero siden 2. september 2026 genåbner politiet nu muligheden for at anmode om børneattester. På baggrund af afdækningen og den gennemførte genopretning er det således Rigspolitiets vurdering, at fejlens konsekvenser for Kriminalregisteret er meget begrænsede. Samtidig genoptages sagsbehandlingen af våbentilladelser.

10. september 2026

Rigspolitiet

Børneattester og våbentilladelser er fortsat i bero

Rigspolitiet arbejder sammen med Politiets Administrative Center fortsat intensivt på i videst muligt omfang at genskabe afgørelser, der fejlagtigt er blevet slettet fra Kriminalregistreret, tidligere end de skulle have været.

3. september 2026

Rigspolitiet

Rigspolitiet har konstateret slettefejl i Kriminalregisteret

Fejl i den automatiske sletning af oplysninger i Kriminalregisteret betyder, at oplysninger om visse afgørelser er blevet slettet tidligere, end de skulle. Rigspolitiet er ved at undersøge omfanget og konsekvenserne af fejlen. Fejlen kan bl.a. have betydning for behandlingen af sager, hvor oplysninger fra Kriminalregisteret (KR) indgår, herunder børneattesten.