Spring til hovedindhold

Forslag

Rigspolitiet

Nyhed

29. juni 2020 09:52

Gennemgang skal sikre korrekt sletning af alle advokat/klient-samtaler

Når politiet gennemfører indgreb i meddelelseshemmeligheden i form af aflytning, vil det regelmæssigt forekomme, at der som led i indgrebet også indgår såkaldte klientsamtaler mellem den aflyttede og dennes forsvarer.

Hvis politiet bliver bekendt med, at en sådan samtale er i gang, skal aflytningen bringes til ophør og optagelser heraf straks tilintetgøres. I en konkret sag fra maj 2020 har Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) rettet henvendelse til Rigspolitiet, da det under retssagen var konstateret, at nogle klientsamtaler ikke var blevet slettet, selv om SØIK havde anmodet Rigspolitiet herom. På baggrund af henvendelsen har Rigspolitiet konstateret, at klientsamtaler ikke altid slettes i det omfang, som de skal.

Rigspolitiet har derfor besluttet sammen med politikredsene at gennemgå samtlige sager, hvor politikredsene siden det nuværende aflytningssystems indførelse i 2017 har anmodet om sletning af klientsamtaler. Der er tale om cirka 1150 anmodninger i det hele, og gennemgangen vil foregå under sædvanligt tilsyn af anklagemyndigheden. Politiet og anklagemyndigheden vil kontakte forsvarsadvokaterne i de sager, hvor der ikke er sket sletning.

”Forsvarsadvokater skal naturligvis kunne stole på, at telefonsamtaler med deres klienter altid håndteres i fuld overensstemmelse med retsplejelovens regler. Det er meget beklageligt, at vi kan konstatere, at det øjensynligt ikke er sket fuldt ud. Vi gennemgår nu alle sletteanmodninger for at sikre os, at sletningerne er foretaget fuldt ud, og vi vil orientere de berørte forsvarere, hvis dette ikke har været tilfældet”, siger rigspolitichef, Thorkild Fogde.

Politiets gennemgang af samtlige anmodninger om sletning af klientsamtaler i perioden fra januar 2017 til maj 2020 forventes at være færdiggjort i august 2020.
 

Kontakt en pressemedarbejder i Rigspolitiet

Pressetelefon: 4174 0440

E-mail: presse@politi.dk

3. august 2026

Rigspolitiet

Ny politiuddannelse: Nu starter det første hold studerende

I dag begynder de første politistuderende på politiets nye politiuddannelse. Det er en længere uddannelse i forhold til før, den matcher kriminalitetsbilledet anno 2026, og niveauet svarer til en professionsbachelor. Den nye politiuddannelse skal samlet set bidrage til et mere robust politi og samtidig give flere lyst til at søge ind i politiet.

30. juni 2026

Rigspolitiet

Pilotprojekt: Nyt udstyr skal vise, om trafikanter er påvirkede af lattergas

I et pilotprojekt afprøver to politikredse som nogle af de første i Europa et nyt apparat, der kan måle lattergas i udåndingsluft. De foreløbige tilbagemeldinger er positive.

25. juni 2026

Rigspolitiet

Politiet har styrket indsatsen på droneområdet

Københavns Politi har i dag fremlagt resultaterne af efterforskningen af droneobservationer den 22. september 2025 over Københavns Lufthavn.