Spring til hovedindhold

Forslag

Rigspolitiet

Nyhed

5. november 2026 17:25

Opdatering vedrørende slettefejl i Kriminalregisteret

I forbindelse med et igangværende analysearbejde med Kriminalregistret (KR) har Rigspolitiet identificeret, at der i visse yderligere tilfælde er sket sletning af afgørelser på et tidligere tidspunkt, end det er forudsat i de af politiet fastsatte regler om sletning i KR-cirkulæret. Der er ikke identificeret børneattester, som er af påvirket af fejlen.

Som led i efterarbejdet med fejlen vedrørende sletning af afgørelser i Det Centrale Kriminalregister (KR) har Rigspolitiet igangsat en analyse af alle sletterutiner i registret med henblik på at sikre, at afgørelser, der er registreret i KR, hverken slettes for tidligt eller opbevares for længe, samt for at forberede udskiftningen af KR som led i moderniseringen af politiets it.

 

Det er i den forbindelse blevet identificeret, at der i visse tilfælde er sket for tidlig sletning af visse afgørelser. Politiets Administrative Center (PAC) har foretaget en gennemgang af, om de for tidligt slettede afgørelser har haft betydning for udstedte børneattester. Der er ikke identificeret udstedte børneattester, som har manglet afgørelser som følge af fejlen.

 

Det er på baggrund af Rigspolitiets foreløbige analysearbejde vurderingen, at der er tale om en fejl, som vedrører sletning af afgørelser i tilfælde, hvor en person er registreret med flere forhold under den samme afgørelse, og hvor der er forskel på slettefristerne for de forskellige forhold. Fejlen betyder konkret, at afgørelser, der skulle være gemt indtil det fyldte 80. år, kan være blevet slettet tidligere.

 

I alle omfattede tilfælde har afgørelsen dog været gemt i mindst 20 år, medmindre afgørelsen efter reglerne skulle slettes tidligere på grund af f.eks. gerningspersonens alder.

 

Rigspolitiet har i samarbejde med PAC med udgangspunkt i politiets egne data iværksat en gennemgang af alle slettede afgørelser fra Kriminalregisteret i perioden 2021-2025, der potentielt er omfattet af fejlen.

 

Der er i den forbindelse fundet ca. 800 afgørelser, som PAC vurderer er slettet tidligere end forudsat i politiets sletteregler. PAC er i gang med at indhente og genregistrere de afgørelser, som fortsat skal være registreret i Kriminalregisteret. Ikke alle ca. 800 afgørelser vil i den forbindelse skulle genregistreres, da der iblandt kan være afgørelser, som på nuværende tidspunkt alligevel skulle være slettet.

 

Idet de afgørelser, der kan være påvirket af fejlen, tidligst er slettet efter 20 år, er det Rigspolitiets vurdering, at fejlen efter genregistrering ikke påvirker afgørelser registreret i Kriminalregisteret fra 2001 og frem til i dag.

 

Det bemærkes, at PAC alene har mulighed for at søge tilbage til år 2015 i de digitalt udstedte børneattester.

 

Som oplyst i Rigspolitiets tidligere orienteringer har Rigspolitiet igangsat et arbejde med via Rigsarkivet at fremfinde historiske data fra Kriminalregisteret. Identificeringen af evt. afgørelser, som kan være slettet før 2021 som følge af den ovenfor beskrevne fejl, vil også indgå i dette arbejde.

 

Orientering om fejl i forbindelse med sletning af visse afgørelser om særlig grov kriminalitet i Det Centrale Kriminalregister (KR)

Kontakt en pressemedarbejder i Rigspolitiet

Pressetelefon: 4174 0440

E-mail: presse@politi.dk

18. september 2026

Rigspolitiet

Politiet åbner for udstedelse af børneattester

Efter at have været sat i bero siden 2. september 2026 genåbner politiet nu muligheden for at anmode om børneattester. På baggrund af afdækningen og den gennemførte genopretning er det således Rigspolitiets vurdering, at fejlens konsekvenser for Kriminalregisteret er meget begrænsede. Samtidig genoptages sagsbehandlingen af våbentilladelser.

10. september 2026

Rigspolitiet

Børneattester og våbentilladelser er fortsat i bero

Rigspolitiet arbejder sammen med Politiets Administrative Center fortsat intensivt på i videst muligt omfang at genskabe afgørelser, der fejlagtigt er blevet slettet fra Kriminalregistreret, tidligere end de skulle have været.

3. september 2026

Rigspolitiet

Rigspolitiet har konstateret slettefejl i Kriminalregisteret

Fejl i den automatiske sletning af oplysninger i Kriminalregisteret betyder, at oplysninger om visse afgørelser er blevet slettet tidligere, end de skulle. Rigspolitiet er ved at undersøge omfanget og konsekvenserne af fejlen. Fejlen kan bl.a. have betydning for behandlingen af sager, hvor oplysninger fra Kriminalregisteret (KR) indgår, herunder børneattesten.