Spring til hovedindhold

Forslag

Rigspolitiet

Nyhed

28. juni 2023 09:08

Tilliden til politiet er høj som aldrig før

87 % af borgerne har tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det, viser Justitsministeriets årlige undersøgelse af danskernes tryghed.

Justitsministeriet har i dag offentliggjort deres årlige tryghedsundersøgelse, og rapporten viser, at borgernes tillid til politiet er højere end nogensinde før.

 

Meget høj tillid til politiet

Som en del af tryghedsundersøgelsen, der er udarbejdet af Justitsministeriet, er borgerne blandt andet blevet spurgt, hvorvidt de har tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det. Til det spørgsmål svarer næsten 9 ud af 10 af de adspurgte ”ja”. 

”Det er helt afgørende for os i politiet, at borgerne har tillid til, at vi kommer og hjælper, når de har brug for os. Dialogen med borgerne og tilliden mellem dem og os er en hjørnesten i vores arbejde. Og tilliden kommer ikke af sig selv, det kan vi se i adskillige andre lande. Derfor glæder undersøgelsens resultater mig også meget,” lyder det fra rigspolitichef Thorkild Fogde.

Andelen af borgere, der svarer ”ja” til, om de har tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det, har i målinger foretaget mellem 2013 og 2021 ligget mellem 79 og 85 procent. 2022-tallet på 87 procent er rekordhøjt.

”Borgernes høje tillid til politiet hviler på mange forhold, men helt centralt står naturligvis, at borgerne har tillid til, at vi kommer dem til undsætning, hvis deres liv og helbred er truet. Det gælder både i det daglige politiarbejde og under større kriser som for eksempel corona-pandemien, hvor politiet gennem en meget lang periode leverede en ekstraordinært stor indsats,” siger rigspolitichef Thorkild Fogde. 

Du kan læse mere i Tryghedsundersøgelsen 2022, heriblandt også om danskernes følelse af tryghed, på Justitsministeriets hjemmeside.

Faktaboks: Om Tryghedsundersøgelsen 2022 

Justitsministeriet har i 2022 gennemført en spørgeskemaundersøgelse om tryghed og tillid til politiet blandt borgerne i Danmark. Undersøgelsen er en videreførelse af Politiets Tryghedsundersøgelse, som Rigspolitiet gennemførte syv gange i perioden fra 2013 til 2019, og som Justitsministeriet har overtaget og udarbejdet siden 2021. 

Spørgeskemaundersøgelsen er i 2022 besvaret af 25.796 personer og er baseret på de samme spørgsmål, som er stillet i alle tidligere år om borgernes grundlæggende tryghed i deres nabolag og deres tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det. Undersøgelsen er derudover siden 2021 udvidet med en række spørgsmål vedrørende typer af steder og adfærd, som de adspurgte kan føle sig utrygge ved. 

Kontakt en pressemedarbejder i Rigspolitiet

Pressetelefon: 4174 0440

E-mail: presse@politi.dk

18. september 2026

Rigspolitiet

Politiet åbner for udstedelse af børneattester

Efter at have været sat i bero siden 2. september 2026 genåbner politiet nu muligheden for at anmode om børneattester. På baggrund af afdækningen og den gennemførte genopretning er det således Rigspolitiets vurdering, at fejlens konsekvenser for Kriminalregisteret er meget begrænsede. Samtidig genoptages sagsbehandlingen af våbentilladelser.

10. september 2026

Rigspolitiet

Børneattester og våbentilladelser er fortsat i bero

Rigspolitiet arbejder sammen med Politiets Administrative Center fortsat intensivt på i videst muligt omfang at genskabe afgørelser, der fejlagtigt er blevet slettet fra Kriminalregistreret, tidligere end de skulle have været.

3. september 2026

Rigspolitiet

Rigspolitiet har konstateret slettefejl i Kriminalregisteret

Fejl i den automatiske sletning af oplysninger i Kriminalregisteret betyder, at oplysninger om visse afgørelser er blevet slettet tidligere, end de skulle. Rigspolitiet er ved at undersøge omfanget og konsekvenserne af fejlen. Fejlen kan bl.a. have betydning for behandlingen af sager, hvor oplysninger fra Kriminalregisteret (KR) indgår, herunder børneattesten.