Politiet fandt kobberskrot i bil ved udrejsekontrol
Fem personer anholdt for tyveri.
Fem rumænske statsborgere blev forleden aften standset i en rumænsk indregistreret transporter i Padborg. Patruljen fra Udlændingekontrolafdeling Vest udførte udrejsekontrol, og i bilen fandt patruljen cirka 100 kg kobberskrot.
Da politiet havde en formodning om, at der var tale om tyvekoster, blev de fem personer i bilen anholdt og sigtet for tyveri. De blev taget med til politistationen i Padborg til afhøring, ligesom bilen inklusive trailer og indholdet på den blev undersøgt nærmere.
De fem anholdte blev efter endt afhøring løsladt. De er fortsat sigtede i sagen, og politiets efterforskning fortsætter nu.
Har du oplysninger om de formodede tyvekoster, kan du kontakte politiets servicecenter på tlf. 114.
Pressekontakt
Kommunikationsenheden
E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2052 6460 (ikke sms)