Spring til hovedindhold

Forslag

Syd- og Sønderjyllands Politi

Nyhed

28. april 2022 14:02

Politi advarer unge mod deling af børneporno


En video florerer blandt unge i Esbjerg. Politiet advarer om konsekvenserne ved at dele videoen.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker lige nu en række tilfælde af deling af en video med børneporno. Videoen viser sex mellem en lille dreng og en voksen kvinde og den bliver i øjeblikket delt mellem unge i Esbjerg via det sociale medie Snapchat.

Syd- og Sønderjyllands Politi advarer nu de unge mod at dele videoen. Deling af denne form for seksuelle billeder eller videoer med børn under 18 år er krænkende for offeret og er man selv over 15 år gammel, vil man blive straffet for deling af børneporno og blufærdighedskrænkelse.

”Delingerne viser, at de unge ikke har forstået konsekvensen. Dels er det krænkende for offeret at blive udsat for denne form for deling, men delingen kan også få store konsekvenser for den, der deler. Bliver de straffet for denne type kriminalitet, kan det eksempelvis have vidtrækkende konsekvenser for deres fremtidige muligheder for job”, siger politikommissær Anders H. Borg fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

I 2017 og 2018 delte flere end 1000 personer – hovedsageligt unge – en video med seksuelt indhold af to 15-årige. Flere end 900 blev straffet for at dele videoen i Facebooks besked-app, Messenger. Med sagen fik mange unge en plet på børneattesten, hvilket kan have stor betydning, hvis man vil arbejde med børn.

”Vi opfordrer til, at de unge stopper med at dele videoen og at man som forældre taler med sine børn om digitale krænkelser og hvordan man opfører sig på de sociale medier”, siger politikommissær Anders H. Borg.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker fortsat sagen.

Mediernes kontaktperson er politikommissær Anders H. Borg 51215258
 

Pressekontakt

Kommunikationsenheden

E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk 

Telefon: 2052 6460 (ikke sms)

3. april 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

Slovensk mand skal for retten, tiltalt for indsmugling af stor mængde opioider

Retssagen er den første i Syd- og Sønderjylland med en større mængde piller, efter at Folketinget i 2025 skærpede straffene væsentligt for besiddelse og salg af opioider.

1. april 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

27-årig mand dømt for røveri og afpresning

Røveriet og afpresningen fandt sted over to dage i juni 2025 mod en 34-årig mand i sit hjem i Ølgod.

31. marts 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

Polsk mand varetægtsfængslet i sag om groft smugleri af cigaretter for millioner

Da betjente fra UKA Vest undersøgte en varebil, lå der kasser med i alt 1.659.800 cigaretter i varerummet. I told og afgifter repræsenterer de en værdi på mindst 3,26 millioner kroner.