Spring til hovedindhold

Forslag

Syd- og Sønderjyllands Politi

Nyhed

25. november 2022 13:00

Mand forsøgte at smugle knap 2.000 liter finsprit over grænsen

En litauisk mand er idømt fængsel og udvisning for smugling af knap 2.000 liter finsprit. Finspritten blev fundet i en grænsekontrol af en personbil i oktober

En 54-årig litauisk mand er ved Retten i Sønderborg blevet idømt 60 dages fængsel samt udvisning i seks år i en sag om indsmugling af knap 2.000 liter ethanol, også kaldet finsprit. Hændelsen fandt sted lørdag eftermiddag den 15. oktober 2022, hvor den litauiske mand kom kørende i en varevogn ved Frøslev Grænseovergang.

Her blev køretøjet taget ud til kontrol af den særlige Politi- og Toldenhed, som er et samarbejde mellem Toldstyrelsen og Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

 

- Manden havde over for politiet forklaret, at han havde fået varevognen overdraget i Polen, hvorefter han skulle køre den til en rasteplads i Sverige. I varebilens varerum fandt politiet ind til flere kasser med ren sprit, hvorefter Toldstyrelsen blev tilkaldt og varevognen fragtet til vores undersøgelseshal, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund.

 

Manden blev efterfølgende anholdt.

 

I undersøgelseshallen kunne tolderne opgøre finspritten til i alt 1.995 liter med en alkoholprocent på knap 96 pct. og et afgiftskrav på 286.292 kroner. Der faldt dom i sagen den 9. november 2022.

 

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.
På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet.
UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet.
Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.

 

Pressekontakt

Kommunikationsenheden

E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk 

Telefon: 2052 6460 (ikke sms)

5. december 2023

Syd- og Sønderjyllands Politi

Forældre til 15-årig har anmeldt vold på skole

Episoden er sket den 29. november omkring klokken 13.

5. december 2023

Syd- og Sønderjyllands Politi

Ung kvinde sigtet efter påkørsel af 51-årig mand

Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt føreren af den bil, der fredag påkørte en 51-årig mand i Haderslev ​

5. december 2023

Syd- og Sønderjyllands Politi

Mand sigtet for trusler på livet

Mand anholdt efter trusler foran Brugsen i Ølgod tirsdag morgen