Spring til hovedindhold

Forslag

Politi i aktion mod menneskehandel

Syd- og Sønderjyllands Politis udlændingekontrolafdeling UKA Vest koordinerede dansk del af stor international aktion

Syd- & Sønderjyllands Politi ved Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) koordinerede for nylig den danske del af en international operation ’Global Chain’ mod bekæmpelse af menneskehandel til seksuel udnyttelse, tvungen kriminalitet og tvungen tiggeri.
 
Dansk politi bidrog til den internationale operation med blandt andet kontrol af personer og dokumenter på adresser rundt omkring i Danmark. Enkelte kontroller blev gennemført i samarbejde med Skattestyrelsen og Arbejdstilsynet, ligesom Center Mod Menneskehandel (CMM) og Udlændingestyrelsen bidrog med deres ekspertise. Syd- & Sønderjyllands Politi ved UKA Vest var under aktionen tilstede i Interpols operationsrum i Lyon i Frankrig sammen med de øvrige deltagerlande.
 
Der blev i operationen kontrolleret i alt 1.6 millioner personer, 25.400 lokationer og 153.300 køretøjer. På baggrund heraf blev 1426 potentielle ofre menneskehandel identificeret og 212 personer anholdt, hvoraf 138 er mistænkt for menneskehandel. I Danmark blev der identificeret en person, som Udlændingestyrelsen vurderer har været udsat for menneskehandel. Derudover blev der foretaget flere sigtelser for ulovligt arbejde og ophold i Danmark.

 

Den internationale indsats blev koordineret af Europol, Frontex og Interpol. I forhold til Europol blev operationen afholdt inden for rammerne af EMPACT (the European Multidisciplinary Platform Against Criminal Treats), som er et EU-projekt, hvor medlemslandene samarbejder om bekæmpelsen af grænseoverskridende kriminalitet.
 
Operationen blev gennemført fra den 8. til den 15. maj 2023.

FAKTA
Deltagerlande: EU deltagerlande: Østrig, Belgien, Bulgarien, Kroatien, Cypern, Tjekkiet, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Irland, Letland, Litauen, Luxembourg, Holland, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien og Sverige.
Deltagerlande uden for EU: Albanien, Bangladesh, Bosnien-Hercegovina, Brasilien, Colombia, Island, Kosovo, Moldova, Montenegro, Marokko, Nigeria, Nordmakedonien, Filippinerne, Serbien, Schweiz, Ukraine, Storbritannien, USA og Vietnam.
 
Monitering: Syd- og Sønderjyllands Politi ved UKA Vest har siden maj 2022 midlertidigt varetaget den nationale koordinerende moniteringsopgave vedrørende menneskehandel. Ansvaret for efterforskning af konkrete sager omkring menneskehandel foretages af landets politikredse.
 
Pressekontakt: Mads Bruhn Lund, fg. vpi. ved UKA Vest 3036 8965
 
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, der er placeret i Padborg. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseområdet, ligesom afdelingen analyserer, efterforsker og moniterer grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.


Pressekontakt

Kommunikationsenheden

E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk 

Telefon: 2052 6460 (ikke sms)

20. juli 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

Politiet søger fortsat vidner og videoovervågning efter at lokaltog påkørte træstammer i Ølgod

Sagen efterforskes som en overtrædelse af straffelovens § 252 om fareforvoldelse

19. juli 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

Politiet undersøger mulig bevidst placering af træstammer på togskinner i Ølgod

Ingen personer kom til skade, da et lokaltog søndag morgen omkring klokken 07.15 påkørte flere træstammer og grene på togskinnerne i Ølgod. Togtrafikken gennem byen er indstillet, mens politiet gennemfører omfattende undersøgelser på stedet.

17. juli 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

Hurtig efterforskning sikrede, at borgere kan få penge samt møntsamling retur i bankbudssag

Syd- & Sønderjyllands Politi har de seneste tre måneder modtaget 34 anmeldelser om bankbudssager. Sagerne har udløst 45 sigtelser.