Spring til hovedindhold

Forslag

Syd- og Sønderjyllands Politi

Nyhed

14. april 2023 11:25

Grænsekontrollen fortsætter i ny form

Den kriminalitetsbekæmpende indsats ved grænsen skal styrkes. Samtidig skal færre indrejsende fra Tyskland til Danmark kontrolleres ved grænsen.

Fra den 12. maj 2023 ændres grænsekontrollen. Den midlertidige grænsekontrol mod Tyskland fortsætter i en ny midlertidig periode frem til den 11. november 2023, men i en ny form, hvor der i højere grad fokuseres på at styrke indsatsen mod grænseoverskridende kriminalitet i grænseområderne frem for indrejsekontrol. 

Ændringerne betyder blandt andet, at der ikke vil blive kontrolleret så mange indrejsende på selve grænsen som hidtil og at politiet i højere grad vil tilrettelægge kontrollerne på baggrund af politifaglige vurderinger af, hvor og hvornår effekten af kontrollen vil være størst.  

”Vi forventer en mere smidig afvikling af trafikken over grænsen, når vi reducerer kontroltrykket og udvider det område i Frøslev, der anvendes til kontrol. Det betyder ikke, at der ikke længere vil kunne opstå kø ved grænsen i spidsbelastningsperioder. Biler vil fortsat skulle ned i fart, ligesom der fortsat alene vil være det samme antal spor til rådighed for trafikken. Men samlet set vil tiltagene lette trafikken over grænsen”, siger politiinspektør Jeppe Kjærgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Det reducerede kontroltryk vil på længere sigt gøre det muligt at omfordele ressourcer fra indrejsekontrollen til en styrkelse af den kriminalitetsbekæmpende indsats i grænseområderne. 

”En sådan omlægning vil tage tid, da det både handler om uddannelse, indkøb af materiel og andet. Men på sigt forventer vi, at ændringen vil betyde, at vi styrker kriminalitetsbekæmpelsen i baglandet. Det vil være en kriminalitetsbekæmpende indsats, der vil blive tilrettelagt efter et politifagligt skøn, og som overordnet vil bestå af en styrket analytisk og efterretningsbaseret indsats, der kan understøtte og målrette efterforskningsarbejdet i det grænsenære område”, siger politidirektør Frits Kjeldsen, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Hvis trusselsbilledet ændrer sig vil det være muligt igen at øge kontroltrykket med meget kort varsel. En hel eller delvis lukning af grænsen i tilfælde af alvorlig kriminalitet eller anden større uvarslet hændelse vil fortsat kunne ske som hidtil.

Mediernes kontakt: Kommunikationen (2052 6460) kan formidle kontakt til politidirektør Frits Kjeldsen og politiinspektør Jeppe Kjærgaard

Pressekontakt

Kommunikationsenheden

E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk 

Telefon: 2052 6460 (ikke sms)

12. marts 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

Politiet forlænger nattelivszoner i Esbjerg og Sønderborg

Politiet vurderer fortsat, at nattelivszoner i Esbjerg og Sønderborg er relevante.

12. marts 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

Landsretten stadfæster varetægtsfængsling

Vestre Landsret finder ikke, at der er særlig bestyrket mistanke om voldtægtsforsøg

12. marts 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

Politiet ransager hotel og arealer udenom efter frihedsberøvelse af barn

Syd- & Sønderjyllands Politi er i dag til stede i Haderslev ved Hotel Norden