Spring til hovedindhold

Forslag

Syd- og Sønderjyllands Politi

Nyhed

22. august 2023 21:16

Syd- og Sønderjyllands Politi ændrer kontrolindsatsen ved landegrænsen

Fra midnat natten til onsdag vender den stikprøvevise indrejsekontrol tilbage til den form, der blev indført den 12. maj i år.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi ændrer fra midnat natten til onsdag den 23. august kontrolindsatsen ved landegrænsen til Tyskland.

Den 4. august intensiverede politiet på baggrund af den seneste tids koranafbrændinger og udviklingen i det aktuelle trusselsbillede midlertidigt indsatsen ved de indre danske grænser.

Rigspolitiet har besluttet at ophæve den midlertidigt intensiverede indsats. Det sker på baggrund af en vurdering fra Politiets Efterretningstjeneste (PET). 
PET oplyser, at den nuværende sikkerhedssituation i Danmark ikke vurderes at kræve en opretholdelse af den midlertidigt skærpede grænseindsats ud over perioden frem til og med den 22. august 2023.

Som følge af den nye situation vender den stikprøvevise indrejsekontrol tilbage til den form, der blev indført den 12. maj i år.

Kontrollerne vil efter midnat fungere på denne måde:
- Der vil som normalt være stikprøvevise kontroller ved grænseovergangene, men der vil ikke længere være fast bemanding ved grænseovergangene i Padborg, Kruså og Frøslev.

- Færre rejsende bliver kontrolleret på selve grænsen, og politiet vil igen i højere grad tilrettelægge kontrollerne på baggrund af politifaglige vurderinger af, hvor og hvornår effekten af kontrollerne vil være størst.

- Det ændrede kontroltryk vil på længere sigt gøre det muligt at omfordele ressourcer fra indrejsekontrollen til en styrkelse af den kriminalitetsbekæmpende indsats i grænseområderne.

 

Tak til borgerne for at udvise tålmodighed

Den intensiverede kontrolsituation har i forbindelse med de store rejsedage betydet kø ved især Frøslev Grænse i korte perioder.
- Vi er opmærksomme på, at den intensivere indrejsekontrol har påvirket trafiksituationen. Rigtig mange borgere har dog udvist stor forståelse for, hvorfor det har været nødvendigt at intensivere indrejsekontrollen, og det er vi glade for, oplyser politiinspektør Jeppe Kjærgaard, der er leder af Udlændingekontrolafdeling Vest.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, der er placeret i Padborg. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseområdet, ligesom afdelingen analyserer, efterforsker og moniterer grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.

Pressekontakt

Kommunikationsenheden

E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk 

Telefon: 2052 6460 (ikke sms)

8. maj 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

Falske bankbude på spil i Vojens og Aabenraa

Syv gange forsøgte bedragere af svindle borgere torsdag eftermiddag

8. maj 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

33-årig albansk mand idømt fængsel og udvisning i sag om falske 20-kronemønter

To af hændelserne fandt sted i februar, hvor den 33-årige mand satte i alt 2.420 falske 20-kronemønter i omløb i spilleautomater i Padborg.

8. maj 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

Undersøgelser af knallertulykke færdig

Politiet har afsluttet undersøgelser af knallertulykke ved Skærbæk