Spring til hovedindhold

Forslag

Syd- og Sønderjyllands Politi

Nyhed

4. februar 2022 17:10

Hollandsk mand idømt fængsel og udvisning i sag om indsmugling af hash

Indsmuglingen fandt sted i november ved Sæd Grænseovergang, hvor den særlige Politi- og Toldenhed gennemførte kontrol.

En 49-årig mand, hollandsk statsborger, blev fredag ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg idømt seks måneders fængsel og udvist med et indrejseforbud på seks år for indsmugling af 4,98 kilo hash via den dansk-tyske landegrænse.

Indsmuglingen fandt sted den 12. november 2021 kort efter midnat ved Sæd Grænseovergang, hvor den 49-årige mand kom kørende i en tysk udlejningsbil, der blev taget ud til kontrol i forbindelse med indrejse.

Kontrollen blev foretaget af den særlige Politi- og Toldenhed, som er et samarbejde mellem Toldstyrelsen og Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ved kontrollen viste Toldstyrelsens narkohund interesse for bilen, der efterfølgende blev kørt til Toldstyrelsens undersøgelseshal i Padborg. Her blev de 4,98 kilo hash fundet gemt i køretøjet, hvorefter den hollandske mand blev anholdt af politiet.

Den 49-årige mand har under sagen nægtet sig skyldig, men modtog dommen.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. 
UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. 
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. 
På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. 
I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.

Pressekontakt

Kommunikationsenheden

E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk 

Telefon: 2052 6460 (ikke sms)

3. april 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

Slovensk mand skal for retten, tiltalt for indsmugling af stor mængde opioider

Retssagen er den første i Syd- og Sønderjylland med en større mængde piller, efter at Folketinget i 2025 skærpede straffene væsentligt for besiddelse og salg af opioider.

1. april 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

27-årig mand dømt for røveri og afpresning

Røveriet og afpresningen fandt sted over to dage i juni 2025 mod en 34-årig mand i sit hjem i Ølgod.

31. marts 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

Polsk mand varetægtsfængslet i sag om groft smugleri af cigaretter for millioner

Da betjente fra UKA Vest undersøgte en varebil, lå der kasser med i alt 1.659.800 cigaretter i varerummet. I told og afgifter repræsenterer de en værdi på mindst 3,26 millioner kroner.