Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker flere indbrud i Esbjerg
Politiet opfordrer borgerne til at aflevere videoovervågning til politiet, hvis der har været mistænkelige personer på deres grund
Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker i øjeblikket en række indbrud i Esbjerg, hvor især bydelen Sønderris er ramt. Indenfor de seneste par uger har der været flere indbrud i bydelen, ligesom der også har været indbrud i de omkringliggende bydele Guldager og Grønlandsparken i Gjesing.
Gerningspersonen er især gået efter kontanter samt smykker og andre mindre genstande, som er nemme at transportere og sælge som hælervarer.
Politiet søger efter vidner, der kan have set noget mistænkeligt i de berørte områder. Borgere, der har videoovervågning, opfordres til at gennemse deres optagelser for at se, om der har været mistænkelige personer på deres grund; også selvom der ikke er begået indbrud i deres umiddelbare nabolag.
Indbruddene formodes at være begået primært i nattetimerne og i weekenderne.
Borgere, der har oplysninger til politiet eller er i besiddelse af optagelser af mistænkelige personer eller køretøjer, kan kontakte politiet på 1-1-4.
Faktaboks:
Sådan kan du være med til at mindske risikoen for indbrud
Bliv nabohjælper og vær med til at passe godt på kvarteret
Tilmeld dig Nabohjælpsordningen via en app, som du kan downloade i App Store og Google Play. Benyt appen sammen med dine naboer til at holde hinanden orienteret, hvis I ser eller hører noget mistænkeligt i området.
Brug to minutter på at mindske risikoen for indbrud:
Er din stue et udstillingsvindue? Gør det ikke nemt for tyven at spotte, om det kan betale sig at begå indbrud. Husk at lægge tablets og andre værdigenstande væk, når du ikke er hjemme.
Lidt opvask i køkkenet, legetøj i haven og vasketøj på snoren er med til at skabe indtrykket af, at der er nogen hjemme – også selvom du måske er på ferie.
Rigtig mange gemmer smykkerne i soveværelset eller på badeværelset. Det ved tyven, når han bryder ind. Find derfor et nyt opbevaringssted allerede i dag!
Alle handymænd med respekt for sig selv har værktøj og andre redskaber derhjemme, men husk at låse redskabsskuret eller garagen af, så tingene ikke ender i hånden på en tyv, der brækker en altandør op eller knuser en rude for at komme ind.
Ser du noget mistænkeligt i kvarteret, så del først og fremmest din viden og iagttagelser på Nabohjælps-appen. Opdager du, at der er et indbrud i gang, så kontakt omgående politiet på 1-1-2.
Har der været indbrud i kvarteret, og har du set noget mistænkeligt i området i samme tidsrum, som indbruddet fandt sted, så giv oplysningerne videre til politiet på 1-1-4. Del også din viden i Nabohjælps-appen og gør opmærksom på, at du har givet politiet informationen.
Pressekontakt
Kommunikationsenheden
E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2052 6460 (ikke sms)