Spring til hovedindhold

Forslag

Syd- og Sønderjyllands Politi

Nyhed

17. oktober 2022 09:07

Mand tiltalt for at smugle 10 kilo kokain i lastbil

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har rejst tiltale mod en 31-årig, der tilbage i maj blev stoppet af Toldstyrelsen i et forsøg at smugle 10 kilo kokain ind i Danmark via landegrænsen.

Kokain lastbil

Foto: Toldstyrelsen

 

Ved en rutinemæssig stikprøvekontrol fandt toldere tilbage i foråret 10 kilo kokain ved den dansk-tyske grænse. 
Hændelsen fandt sted mandag eftermiddag d. 24. maj 2022 ved Frøslev Grænseovergang. Her blev en lastbil på vej fra Holland til Danmark med en 31-årig mand bag rattet taget ud til kontrol af den særlige Politi- og Toldenhed, som er et samarbejde mellem Toldstyrelsen og Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
 
- Ved kontrollen fattede en tolder mistanke til køretøjet, der blev kørt til Toldstyrelsens undersøgelseshal nær grænsen. Her markerede en af styrelsens narkohunde tydeligt, at den havde færten af narkotika. Derefter blev køretøjet undersøgt grundigt, hvorefter de 10 kilo kokain blev fundet gemt i traileren, fortæller kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund.

 

Anholdt og sigtet

Chaufføren blev efterfølgende anholdt af betjentene fra UKA Vest og sigtet for narkosmugling. 
 
Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har nu rejst tiltale mod den 31-årige mand fra Holland. Han er tiltalt for at have overtrådt straffelovens § 191, hvor der er tale om indsmugling under særligt skærpende omstændigheder.
 
Den hollandske mand nægter sig skyldig. Retsmødet finder sted ved Retten i Esbjerg den 6. december.

 

Ros til Toldstyrelsen

Syd- og Sønderjyllands Politi har stor ros til Toldstyrelsens indsats.
 
- Vi har til daglig et rigtig godt og tæt samarbejde med Toldstyrelsen ved grænserne i forhold til indsatsen mod narkotika og andre illegale varer, hvor vi bl.a. er gode til at dele og arbejde sammen om efterretninger af fælles interesse og i den forbindelse trække på hver myndigheds særlige kompetencer. Dette er ikke en type beslag, vi ser hver dag, fremhæver politiinspektør Jeppe Kjærgaard fra UKA Vest. 
 
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.
På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet.
UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet.
Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.
 
Toldstyrelsen kontrollerer ved alle Danmarks grænser og kontrollerer varer på vej til både private og virksomheder. Når varer udtages til kontrol, sker det som stikprøver eller baseret på en risikovurdering.
 
Oplysninger fra andre landes toldmyndigheder og danske myndigheder er med til at danne udgangspunktet for de konkrete risikovurderinger. Scannere og toldhunde indgår i arbejdet med at udvælge og kontrollere varer.
 
Yderligere kommentarer
Vedrørende den konkrete sag: Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi. Kommunikationsenheden, telefon 56 42 25 04, kan formidle kontakt. 
 
Vedrørende Toldstyrelsens generelle indsats mod indsmugling af narkotika: Toldstyrelsens pressevagt, telefon 72 22 12 00.

Pressekontakt

Kommunikationsenheden

E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk 

Telefon: 2052 6460 (ikke sms)

9. maj 2025

Syd- og Sønderjyllands Politi

Falsk bankbud dømt og fængslet i 9 måneder

En 25-årig mand udgav sig for at være bankmand for at narre kreditkort og koder fra 15 ældre borgere

7. maj 2025

Syd- og Sønderjyllands Politi

Fire borgere udsat for bedrageri: Banken ringer ALDRIG for at bede om kort og kode

Læg røret på, og er du blevet bedraget, så kontakt politiet med det samme. Det øger chancerne for at få fat på gerningsmændene.

7. maj 2025

Syd- og Sønderjyllands Politi

27.400 udenlandske cigaretter var gemt i lastbil

Cigaretterne var gemt i både førerkabinen og i hængeren.