Litauere fik straksdom for indbrud i varevogn
To mænd blev stoppet i Tyskland med værktøj stjålet i Danmark. Nu er de udleveret, dømt og sendt til afsoning.
To litauiske mænd blev mandag udleveret fra Tyskland, fremstillet i retten i Sønderborg og dømt for tyveri.
De to mænd på 41 og 45 år blev den 15. august stoppet i en bil i Tyskland. I bilen lå der dels el-værktøj stjålet ved et indbrud i en varevogn i Vejen-området og dels andet værktøj, som politiet formoder også er stjålet.
Mandag den 2. september blev de to mænd så udleveret af tysk politi til Udlændingekontrolafdelingen i Padborg (UKA Vest). De blev samme dag fremstillet i retten i Sønderborg, hvor de erkendte tyveriet. De blev idømt hver fire måneders fængsel samt seks års indrejseforbud i Danmark og blev sendt til afsoning med det samme.
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.
Pressekontakt
Kommunikationsenheden
E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2052 6460 (ikke sms)