Spring til hovedindhold

Forslag

Syd- og Sønderjyllands Politi

Nyhed

3. november 2025 15:15

To thailandske kvinder dømt i sag om organiseret menneskehandel og bordelvirksomhed

Retten fandt det bevist, at fem thailandske kvinder i kraft af deres sårbare situation blev tvunget til bordelvirksomhed under nedværdigende forhold i Fredericia og Horsens.

To thailandske kvinder på 40 og 49 år blev mandag ved en domsmandsret ved Retten i Kolding idømt henholdsvis fængsel i tre år og seks måneder og udvist i seks år samt fængsel i fire år og udvist for bestandigt i et større sagskompleks om organiseret menneskehandel og bordelvirksomhed.

De to kvinder blev dømt for i perioden fra oktober 2023 til december 2024 og i en periode forud for, i forening og i samarbejde med flere ukendte gerningspersoner, at have rekrutteret i alt 25 thailandske kvinder som prosituerede i Danmark. De to kvinder blev tillige dømt for at have udsat de fem af disse kvinder for menneskehandel.

Retten fandt det bevist, at de fem kvinder kom til Danmark under et falsk løfte om at blive ansat som thaimassører, men de blev i kraft af deres sårbare situation tvunget til bordelvirksomhed under nedværdigende forhold i Fredericia og Horsens allerede umiddelbart efter ankomsten til lufthavnen i Danmark.

Var organiseret

Retten lagde ved fastsættelsen af straffen blandt andet vægt på, at forholdene var begået i forening og forekom organiseret med tråde til et internationalt netværk. Retten tillagde desuden sagens grovhed og den kyniske udnyttelse af de sårbare ofre betydning. Endelig lagde retten vedrørende den 49-årige vægt på, at hun havde haft en mere overordnet rolle, hvorfor straffen blev strengere for hendes vedkommende.

”Jeg er tilfreds med sagens udfald. Dommen er resultatet af omfattende efterforskning og anklagerarbejde, der har medført, at vi nu har fået de to kvinder dømt og udvist fra Danmark med indrejseforbud i henholdsvis seks år og for bestandigt. Dommen viser klart og tydeligt, at denne form for kynisk udnyttelse af sårbare kvinder til prostitution er noget, der bliver set meget alvorligt på”, understreger sagens anklager Niklas Sindberg fra Anklagemyndigheden i Syd- & Sønderjylland.

Konfiskerede betydelige værdier

Ud over fængselsstraffene og udvisning konfiskerede retten som en del af dommen også 1 millioner kroner i skønsmæssigt udbytte hos kvinderne, ligesom der hos den 49-årige skete konfiskation af andre betydelige værdier, herunder flere dyre tasker, en bil, smykker og udenlandsk valuta.

”Jeg er godt tilfreds med rettens beslutning om konfiskation af de betydelige værdier, da det er med til at sende et klart signal om, at kriminalitet ikke skal kunne betale sig”, tilføjer Niklas Sindberg.

Større aktion

De to kvinder blev anholdt den 11. december 2024 i forbindelse med en større aktion på flere adresser i trekantsområdet. Anholdelsen skete efter en længerevarende efterforskning foretaget af den proaktive efterforskningssektion hos Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- & Sønderjyllands Politi.

”Efterforskningen har været vigtig i et samfundsmæssigt perspektiv, og den har været kompliceret. For at kunne løfte bevisbyrden i sagen, har vi gjort brug af nogle særlige metoder. Efterforskningen har givet os erfaringer med nogle tiltag, og måder vi er gået til sagen på, som vil gavne fremadrettede efterforskninger i lignende sager. Et væsentligt element er samarbejdet med andre aktører, herunder Center Mod Menneskehandel, som er en central spiller i sager om menneskehandel”, påpeger vicepolitiinspektør Sønke Iwersen fra Udlændingekontrolafdeling Vest.

Da efterforskningen er sket i regi af UKA Vest, var det også Anklagemyndigheden i Syd- & Sønderjylland, der rejste tiltale og mødte i retten, selvom kriminaliteten var begået i Sydøstjyllands Politis område.

De to kvinder ankede dommen til Landsretten med påstand om frifindelse. Begge kvinder er fortsat varetægtsfængslet i sagen.

Pressekontakt

Kommunikationsenheden

E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk 

Telefon: 2052 6460 (ikke sms)

17. juli 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

Hurtig efterforskning sikrede, at borgere kan få penge samt møntsamling retur i bankbudssag

Syd- & Sønderjyllands Politi har de seneste tre måneder modtaget 34 anmeldelser om bankbudssager. Sagerne har udløst 45 sigtelser.

16. juli 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

Politiet har beslaglagt et stort antal kobbergenstande i sag om tyverier fra blandt andet en skole og fra gravsteder

Ved ransagningerne beslaglagde betjentene blandt andet bronzeskulpturen "Mor med Barn", der i august 2025 blev stjålet fra Skads Skole i Esbjerg. Skulpturen repræsenterer en værdi på 750.000 kroner.

16. juli 2026

Syd- og Sønderjyllands Politi

Politiet minder borgerne om reglerne for færdsel på Lakolk Strand på Rømø

Politiet har den seneste tid modtaget flere anmeldelser om personer, der kører ræs eller bevidst laver baghjulsudskridninger på Lakolk Strand. Politiet har foreløbig skrevet to bøder.