To thailandske kvinder skal for retten i morgen – tiltalt for menneskehandel og rufferi
Seks kvinder menes udsat for menneskehandel. Retssagen forløber over 12 dage. Et tip til politiet startede sagen.
I morgen begynder en domsmandssag ved Retten i Kolding, hvor anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi fører sagen mod to thailandske kvinder. De er tiltalt for at stå bag organiseret menneskehandel og for bordelvirksomhed.
Forud for retssagen ligger et langvarigt og vigtigt arbejde hos både Syd- & Sønderjyllands Politi, hos anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi samt hos Center mod Menneskehandel.
Sagen begyndte med et tip til politiet, hvorefter efterforskningen gik i gang hos den proaktive efterforskningssektion hos Udlændingekontrolafdeling Vest hos Syd- & Sønderjyllands Politi. Efterforskningen var omfattende og forløb over adskillige måneder, indtil politiet i december 2024 kunne anholde de to kvinder, som nu er tiltalt i sagen. Det skete under en større aktion, hvor politiet var til stede på flere adresser i trekantsområdet. Her traf politiet flere thailandske kvinder, som – politiet formodede – havde været udsat for menneskehandel.
”Der er tale om en alvorlig sag, som vores sektion for proaktiv efterforskning har lagt mange kræfter i, inden vi kunne ransage adresserne og anholde de to kvinder, som nu er tiltalt i sagen. Derefter fortsatte vores efterforskning gennem flere måneder for at opklare sagen,” siger politiinspektør Carsten Spliid, leder af Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- & Sønderjyllands Politi.
Center mod Menneskehandel var en vigtig samarbejdspartner for politiet i forhold til de kvinder, som blev truffet på adresserne. De hjalp med at tage hånd om kvinderne, som blev betragtet som forurettede i sagen. Medarbejderne hos Center mod Menneskehandel var til stede for at udrede kvinderne for tegn på menneskehandel og bistod kvinderne efter politiets afhøringer af dem.
”Politiet ringer til vores hotline, når der er mistanke om menneskehandel i en sag. Så taler vi med personerne og vurderer, om de kan være udsat for menneskehandel og har behov for eksempelvis sikker og tryg indkvartering, socialfaglig støtte og sundhedsbistand. Thailandske kvinder i prostitution er en målgruppe, vi hyppigt har været i dialog med politiet om. De er oftest stærke og handlekraftige, men kan samtidig være utroligt pressede, blive udnyttet og være underlagt stærk social kontrol,” siger Trine Ingemansen, leder af Center mod Menneskehandel.
Dagen efter aktionen i trekantsområdet blev de to anholdte thailandske kvinder fremstillet i grundlovsforhør. De blev varetægtsfængslet i fire uger, og deres varetægtsfængsling er forlænget ad flere omgange, mens politiets efterforskning af sagen fortsatte. De to tiltalte er fortsat varetægtsfængslede, når de møder i retten i morgen.
Anklagemyndigheden har samarbejdet med politiet under efterforskningen – blandt andet når politiet af retten skulle have tilladelse til at aflytte personer og ransage på adresser. Da politiets efterforskning i juni 2025 var afsluttet, fik anklagemyndigheden overdraget politiets efterforskning for at vurdere, om der skulle rejses tiltale.
Der var grundlag for at rejse tiltale mod de to thailandske kvinder, mente anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi. Nu følger så retssagen, som kommer til at forløbe over 12 retsdage, hvoraf mellem tre og fire retsdage alene kommer til at bestå af dokumentation af sagens bilag, som anklager Niklas Sindberg vil fremlægge.
Han fører sagen i Retten i Kolding. Anklageskriftet beskriver, hvordan de seks kvinder, som menes at have været udsat for menneskehandel, er blevet behandlet. Ifølge tiltalen blev de seks kvinder afhentet i lufthavnen, da de kom til Danmark, hvorefter de blev indlogeret på henholdsvis en adresse i Fredericia eller Horsens. Herfra blev der drevet bordelvirksomhed af de to tiltalte kvinder.
I tiltalen fremgår også, at det er sket under uhumske og nedværdigende forhold. Dels i form af de fysiske rammer, hvor der blandt andet var skimmelsvamp i bygningerne, dels ved stor kontrol med kvinderne. I tiltalen fremgår, at det drejer sig om både kontrol med boligen, med måltider, arbejdstider, bevægelsesfrihed og indtjening. Kvinderne skulle ifølge tiltalen arbejde alle ugens dage fra klokken 09.00-22.00, og de blev pålagt, hvilke seksuelle ydelser de skulle tilbyde kunderne, ligesom de skulle betale minimum 50 procent af indtjeningen til de tiltalte.
På den første retsdag skal sagen forelægges, hvorefter de to kvinder, som er tiltalt for organiseret menneskehandel og rufferi, skal afgive forklaring.
KONTAKTPERSONER TIL PRESSEN:
Politiinspektør Carsten Spliid, Udlændingekontrolafdeling Vest ved Syd- & Sønderjyllands Politi, tlf. 2035 2599
(foto: Syd- & Sønderjyllands Politi)
Trine Ingemansen, leder hos Center mod Menneskehandel, tlf. 2980 6603
(foto: Center mod Menneskehandel)
Anklager Niklas Sindberg, anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi, kontakt gennem kommunikationsenheden på tlf. 2052 6460
(foto: Syd- & Sønderjyllands Politi)
Pressekontakt
Kommunikationsenheden
E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2052 6460 (ikke sms)