Tyverier fra varebiler koster virksomheder dyrt
I første kvartal i år modtog Syd- og Sønderjyllands Politi 71 anmeldelser. Og alene ved to tyverier, der fandt sted i samme uge i februar, blev der stjålet for over 100.000 kroner i professionelt værktøj.
Det kan hurtigt koste en virksomhed dyrt, hvis ubudne personer er på tyvetogt i en varebil.
I første kvartal i år modtog Syd- og Sønderjyllands Politi 71 anmeldelser. Og alene ved to tyverier, der fandt sted i samme uge i februar, blev der stjålet for over 100.000 kroner i professionelt værktøj: Skruemaskiner, rundsave, sømpistoler og avanceret måleudstyr m.m. skiftede ved disse lejligheder hænder – og befinder sig i dag sikkert i en hælers værktøjskasse.
Denne type sager får specialkonsulent Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Kriminalpræventive Sekretariat til at opfordre virksomheder til på ny at kaste et kritisk blik på håndteringen af deres værdier.
- Vi kan se, at tyverierne specielt går ud over håndværkerbiler, hvor der i stor stil bliver stjålet værktøj, fremhæver Christian Østergård.
- Mange håndværkerbiler er et sandt overflødighedshorn af dyrt el-værktøj, og det giver tyveknægtene blod på tanden, da der alt for ofte er god fangst ved at brække ind i en varebil spækket med dyrt værktøj. Og indbrud i varebiler koster dyrt i tabt arbejdstid, reparationer og erstatning af udstyr og materialer. Så vi skal i højere grad have virksomhederne og deres ansatte til at tænke over, hvordan vi kan gøre det ekstra svært at stjæle og afsætte værktøj, fortsætter specialkonsulenten.
Han opfordrer desuden de borgere, der køber brugt værktøj, til at tænke over, hvor tingene stammer fra, så de ikke bliver værktøjshælere og bestiller næste tyveri fra en varebil.
På www.stop-e-hæleri.dk er der gode råd om, hvordan du undgår at købe stjålet værktøj.
Gode råd:
- Tænk over hvor du parkerer din varebil. Du kan for eksempel parkere bilen med bagklappen op mod en mur, et stakit eller en hæk, så tyven ikke kan komme ind. Parker på befærdede steder med god belysning, hvor nogen kan holde øje med køretøjet, og tyven dermed overvåges.
- Tænk over hvad du har med i bilen. Værktøjet placeres, så det ikke er synligt udefra - om muligt fjernes dyrt værktøj fra bilen og opbevares et sikkert sted.
- Det, der ønskes sikret, må ikke være direkte synligt udefra. Undgå derfor at lade værdifulde genstande ligge synligt fremme inde i førerkabinen.
- Jo længere tid tyven skal bruge på at få adgang til værdierne i bilen, jo bedre. Firmaerne kommer langt ved at sørge for, at varebilen altid er forsvarligt låst, og at tyven ikke kan komme ind i bilen uden en nøgle.
- Mærk dit udstyr og værktøj – enten synligt eller usynligt, så det tydeligt kan spores tilbage til virksomheden.
- Dyrt værktøj kan udstyres med GPS-tracker.
- Sæt piktogrammer udvendigt på varebilen, så tyven tydeligt kan se, at bilen er sikret. Det gør tilskyndelsen til tyveri mindre.
- Beskriv en sikringspolitik, så det blandt andet står klart, at uvedkommende ikke får kendskab til, hvor værdifuldt værktøj m.m. befinder sig.
- Anvend eventuelt videoovervågning, alarm eller GPS.
Pressekontakt
Kommunikationsenheden
E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2052 6460 (ikke sms)