Spring til hovedindhold

Forslag

Sydøstjyllands Politi

Nyhed

9. oktober 2020 11:39

Hold fast og hold ud i kampen mod COVID-19


Mange er efterhånden ved at blive lidt lange i ansigterne og trætte i koderne over COVID-19. Det er forståeligt, men COVID-19 giver ikke slip af sig selv, og holder vi ikke en vedholdende indsats mod den, så kan smitten sprede sig, og yderligere restriktioner kan blive nødvendige. Det må og skal vi undgå – også i efterårsferien.

Sydøstjylland Politis logo

’Kampen mod COVID-19 har vist sig at være lang og sej, og den er desværre på ingen måde slut,’ udtaler politidirektør Jørgen Abrahamsen og fortsætter: ’Det er et vilkår, vi alle gerne havde været foruden, men som vi også må indse, vi kommer til at leve med i nogen tid. Og selvom mange måske er trætte af at høre om håndsprit, afstand, lukkede arrangementer og forsamlingsforbud, så må vi hive os selv op i kraven, tage ansvar og fortsætte kampen. Giver vi slip, så kan vi stå over for et meget værre scenarie.’

Ansvaret ligger hos den enkelte
Smittespredningen af COVID-19 går lidt op og ned i hele Danmark, ligesom den også gør i mange andre lande, og udfordringen ved denne virus er, at den altid har et forspring. Når de første tal på øget smittespredning viser sig, så har den allerede haft god tid til at sprede sig. Derfor skal vi hele tiden være på forkant og undgå scenarier, hvor smitten kan få lov til at sprede sig, også selvom vi er sammen med mennesker, der umiddelbart fremstår raske. Det ansvar ligger hos os alle, og det gælder også i efterårsferien - i større og mindre forsamlinger – og både i det private og i det offentlige rum, hvor vi færdes blandt hinanden. Den kommende efterårsferie bliver måske derfor også lidt anderledes end de forrige, fordi mange arrangementer, som plejer at blive afholdt, muligvis ikke kan blive i år, og fordi der generelt er flere coronahensyn at tage.

’Det kan føles helt urimeligt for professionelle arrangører at skulle aflyse et længe planlagt arrangement, og for den enkelte person – ung som gammel – at skulle aflyse en fest, eller at skulle skære ned på antal gæster og lukke festen kl. 22.00,’ understreger Jørgen Abrahamsen: ’Men der er ingen vej uden om. Vi skal alle tage ansvar for at overholde de restriktioner, som myndighederne har indført for at undgå smittespredning og for at redde samfundet for mere vidtgående indgreb. De er netop ikke indført for at genere nogen, men for at vi skal holde os selv raske og samfundet mest mulig robust’.

Sikre overholdelse af restriktioner
Politiets opgave i COVID-19-indsatsen er at sørge for, at restriktionerne bliver overholdt af både borgere og erhvervsliv. Reglerne er ikke helt de samme hjemme i privaten som ude i samfundet. Forsamlingsforbuddet på 50 personer skal fx overholdes af alle private og professionelle aktører, og vil man holde et arrangement med flere end det, så er der nogle krav, der nøje skal overholdes. Sådan er det ikke privaten, selvom ansvaret også gælder her. De gældende krav og regler kan til enhver tid findes på coronasmitte.dk.

’Sydøstjyllands Politi oplever, at rigtig mange borgere og virksomheder tager ansvar, sætter sig ind i reglerne og følger dem. Det skal de have tak for,’ udtrykker Jørgen Abrahamsen og tilføjer: ’Men nu hvor efterårsferien står for døren med mulige planlagte arrangementer og en koldere tid, hvor vi er mere inde end ude, venter os, så er det vigtigt, at ikke bare de fleste, men alle nu holder fast.’ 

’Og er nogen i tvivl om de gældende regler, så tjek coronasmitte.dk, for det er et faktum, at restriktionerne skifter i takt med udviklingen af smittespredningen. Sådan må det være. Min opfordring er, hold dig opdateret om smitteudviklingen og reglerne - og følg dem så. Kun på den måde kommer vi bedst muligt igennem efterårsferien og den kommende tid, med COVID-19 som et vilkår,’ opfordrer Jørgen Abrahamsen afsluttende.    
 

Pressekontakt

I åbningstiden

Mandag-onsdag kl. 07.00-15.00

Torsdag kl. 07.00-14.00

Fredag kl. 07.00-13.00

E-mail: sojyl-kommunikation@politi.dk

Telefon: 4041 5249

Uden for åbningstiden

E-mail: sojyl@politi.dk
Tlf.: 114

23. juni 2025

Sydøstjyllands Politi

Særligt potent opioid årsag til to dødsfald i Fredericia

Sydøstjyllands Politi advarer nu offentligheden mod et ekstremt farligt stof, der har kostet to mennesker livet i Fredericia.

23. juni 2025

Sydøstjyllands Politi

Sydøstjyllands Politi: Bande- og rockergrupperinger er ikke velkomne

Sydøstjyllands Politi har erfaret, at rockergrupperingen Comanches MC har vist tegn på at ville etablere sig i Hedensted Kommune. Sydøstjyllands Politi vil gøre alt, hvad lovgivningen tillader, for at forhindre bande- og rockergrupperinger i at begå kriminalitet og skabe utryghed.

5. juni 2025

Sydøstjyllands Politi

Vær på vagt over for halskæde-byt på åben gade og andre former for tricktyverier og svindel

Nu nærmer sommeren sig, og Sydøstjyllands Politi opfordrer alle til at være ekstra opmærksomme på sæsonens forskellige former for svindelnumre.