Spring til hovedindhold

Forslag

Sydøstjyllands Politi

Nyhed

28. januar 2026 14:54

Mand dømt for stalking og overtrædelse af tilhold

En 42-årig mand er i Retten i Kolding idømt tre måneders ubetinget fængsel for bl.a. stalking, overtrædelse af tilhold og vold.

Sydøstjyllands Politi 2024

Retten i Kolding har i dag idømt en 42-årig mand med bopæl i Hedensted Kommune ubetinget fængsel i tre måneder for i en periode på knap tre måneder – fra slutningen af januar 2025 til midten af april 2025 – at have udsat sin ekskæreste for stalking i strid med straffelovens § 242.

 

Manden blev fundet skyldig i gentagne gange at have kontaktet ekskæresten fra flere forskellige telefonnumre og via sociale medier, både før og efter han blev meddelt et tilhold af Sydøstjyllands Politi.

 

Derudover opsøgte han hende flere gange, herunder på og omkring hendes bopæl, ligesom han oprettede en sexannonce i hendes navn og med hendes kontaktoplysninger.

 

Tiltalte blev herudover dømt for i alt tre overtrædelser af sit tilhold mod en anden kvinde.

 

”Straffelovens bestemmelse om stalking er fortsat relativt ny, og der findes derfor endnu ikke

omfattende retspraksis på området. Dagens dom er vigtig, fordi den understreger, at denne type kriminalitet tages alvorligt. Stalking er stærkt chikanerende og kan være yderst belastende for de forurettede,” udtaler anklager Selma Ciric fra Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi.

 

Den 42-årige mand blev desuden fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 2, for en hændelse i april 2025, hvor han sparkede en dørmand i Vejle. I forlængelse heraf blev han også dømt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 4, idet han modsatte sig politiets anholdelse.

 

Herudover blev manden idømt bødestraf for to overtrædelser af færdselsloven.

 

Den dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om dommen skal ankes.

Pressekontakt

 

I åbningstiden

Mandag-fredag kl. 07.00-15.00
E-mail: sojyl-kommunikation@politi.dk
Tlf.: 4041 5249

 

Uden for åbningstiden

E-mail: sojyl@politi.dk
Tlf.: 114

1. april 2026

Sydøstjyllands Politi

Tip fra datter var med til finde frem til stjålen lampe

En 21-årig mand er blevet sigtet for et indbrud i Kolding. Det skete, efter en stjålen lampe var blevet sat til salg på internettet.

25. marts 2026

Sydøstjyllands Politi

33-årig dømt for seksuelt forhold til anbragt mindreårig

En 33-årig mand er ved Retten i Kolding blevet dømt for blandt andet at have haft et seksuelt forhold til en mindreårig, som var anbragt på et opholdssted, hvor han selv var ansat.

24. marts 2026

Sydøstjyllands Politi

45-årig mand fra Kolding kendt skyldig i to sager om trusler

Trusler rettet mod en lokalpolitiker samt trusler på livet rettet mod en anden person har tirsdag ført til, at en 45-årig mand er blevet idømt 4 måneders ubetinget fængsel.