Omkring 1280 overtrædelser ved skolestartskontroller i Sydøstjylland
Der er fortsat brug for at holde et ekstra øje med skolevejene. Det vidner resultaterne om fra den målrettede indsats i forbindelse med skolestart, som Sydøstjyllands Politi, ligesom resten af landets politikredse, netop har afsluttet.
”Der er stadig alt for mange, der ikke overholder reglerne og vi ved jo blandt andet, at hastighed har stor betydning for risikoen for at ende i et uheld - og at uheldet i værste tilfælde kan ende med trafikdrab,’ siger politikommissær John Rand Skjødt fra Sydøstjyllands Politi, - ’skolebørn og deres forældre skal kunne føle sig trygge i trafikken og derfor fortsætter vi også med løbende at holde et ekstra øje med skolevejene – og det gør vi hele året rundt.’
Politiindsatserne var koncentreret om skoleveje, hvor der især var fokus på:
• bilernes hastighed
• om børnene var fastspændt i bilerne i sikkerhedssele
• om førerne selv huskede at anvende sikkerhedssele
• skolepatruljernes arbejde, og
• forældrenes trafikale adfærd, herunder parkering, i forbindelse med aflevering af børn ved skolerne.
Næste år gentager Sydøstjyllands Politi den målrettede indsats ved skolestart i et tæt samarbejde med Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og kommunerne.
Pressekontakt
I åbningstiden
Mandag-fredag kl. 07.00-15.00
E-mail: sojyl-kommunikation@politi.dk
Tlf.: 4041 5249
Uden for åbningstiden
E-mail: sojyl@politi.dk
Tlf.: 114