Spring til hovedindhold

Forslag

Sydøstjyllands Politi

Nyhed

31. juli 2025 09:59

Sydøstjyllands Politi: Drop stofferne og husk hyggen til årets Smukfest

Den 3. til 10. august afvikles Smukfest traditionen tro i Skanderborg. Sydøstjyllands Politi vil som altid være til stede for at sikre, at festivalen forløber i god ro og orden.

Sydøstjyllands Politi 2024

Om lidt løber Smukfest igen af stablen, og som altid står Sydøstjyllands Politi klar til bidrage til afviklingen af en tryg og god festival i tæt samarbejde med arrangøren og øvrige myndigheder.

 

På festivalen vil man opleve et synligt og dialogorienteret politi, som man som borger er meget velkommen til at tage kontakt til, hvis man har brug for hjælp, eller hvis man har nogle spørgsmål til politiet. Smukfest har også medarbejdere, de såkaldte ”venner i veste”, som man til enhver tid kan tage fat i for at få en hjælpende hånd eller et lyttende øre - uanset hvilken udfordring man måtte stå med.

 

Pas på hinanden og hold jer væk fra euforiserende stoffer

Sydøstjyllands Politi håber, at alle får en mindeværdig og sjov festival, og at folk husker at passe på sig selv og alle omkring sig. Forældre til unge festivalgængere opfordres til at tage en snak med deres børn om god opførsel, inden de sendes afsted på festival.

 

”Vi vil fra politiets side gerne opfordre til, at alle passer rigtig godt på hinanden og respekterer hinandens grænser. Generelt håber vi, at folk møder op med ønsket om at hygge sig og have det sjovt sammen – uden vapes med ukendt indhold, piller eller andre former for mulige euforiserende stoffer,” siger vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen.

 

Igen i år vil der være patruljer med narkohunde på festivalen. Sidste år blev 35 personer sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer i forbindelse med Smukfest.

 

Markant mere trafik

Når Skanderborg mangedobler sit indbyggertal i forbindelse med Smukfest giver det forventeligt mere trafik. Derfor opfordres der til at følge de skilte og anvisninger, der er sat op i området, samt overholde markeringerne for, hvor du må parkere.

 

”Hvis du begiver dig ud til i trafikken i nærheden af festivalen og i Skanderborg by i næste uge, så forbered dig på, at der vil være markant mere trafik. Det er lige så sikkert som amen i kirken. Så husk tålmodigheden og kør hjemmefra i god tid,” siger vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen.

 

 

Seks gode råd til Smukfest:

  • Sørg for, at din billet er købt fra de officielle udbydere.
  • Kommer du i bil, skal du forvente ekstra trafik. Der er garanteret mange andre, der ankommer samtidig med dig, så følg skiltningen og anvisninger på stedet.
  • Hvis du er ung, så lav en aftale med din familie om, at du ringer eller sender en SMS hjem til dem en gang i mellem. Så ved de, at du har det godt.
  • Beskyt dig mod tyveri ved at lade værdifulde genstande blive hjemme. Du kan også passe på dine ting ved at holde dem tæt på dig i lukkede lommer og sætte en hængelås på dit telt, hvis du overnatter på festivalen.
  • Hvis du skal drikke alkohol, så gør det med fornuft, og hold dig fra euforiserende stoffer.
  • Er en ven eller veninde alligevel kommet til at drikke for meget, så hjælp hinanden med at komme sikkert hjem eller tilbage til teltet.

 

Til pressen

Der vil under festivalen være særskilte telefoniske pressebriefinger hver dag kl. 9.30. Ved yderligere spørgsmål kan pressen tage kontakt til Sydøstjyllands Politis kommunikationsafdeling.

Pressekontakt

 

I åbningstiden

Mandag-fredag kl. 07.00-15.00
E-mail: sojyl-kommunikation@politi.dk
Tlf.: 4041 5249

 

Uden for åbningstiden

E-mail: sojyl@politi.dk
Tlf.: 114

11. maj 2026

Sydøstjyllands Politi

Politiet gør turister og borgere opmærksomme på droneforbud i Billund

Flere eksempler på turisters og private borgeres flyvning med droner i og nær Billund fører nu til, at Sydøstjyllands Politi gør opmærksom på, at der er et forbud mod droneflyvning i området. ENGLISH BELOW. DEUTSCH UNTEN.

8. maj 2026

Sydøstjyllands Politi

48-årig tiltalt for chikane af fængselsbetjent

En 48-årig er blevet tiltalt for chikane og blufærdighedskrænkelse af en fængselsbetjent.

6. maj 2026

Sydøstjyllands Politi

Mand dømt for hvidvask af 31,7 millioner kroner

En 23-årig mand blev tirsdag dømt for blandt andet hvidvask og hæleri af særlig grov beskaffenhed.