Sydøstjyllands Politi udvider brugen af kropskameraer
Siden december 2024 har borgere i Vejle kunnet møde betjente, der er udstyret med kropskameraer. Nu er omfanget af anvendelsen også udvidet til Kolding samt kredsens hundeafdeling.
Efter et længere testforløb med brug af kropskameraer i Vejle, har Sydøstjyllands Politi besluttet, at brugen af kropskameraer udvides til Kolding samt hundeafdelingen.
Derfor er det nu ikke længere kun borgere i Vejle, som fremover kan møde betjente, der er udstyret med kameraer.
I Vejle blev muligheden for brug af kropskameraer indført med forventning om, at kameraerne kunne virke konfliktnedtrappende i tilspidsede situationer. Samtidig er formålet, at optagelserne eksempelvis kan bidrage til at belyse straffesager.
”På baggrund af de gode erfaringer, vi har haft med kameraerne i Vejle, har vi besluttet, at vi også udstyrer betjente i Kolding samt fra hundeafdelingen, der dækker hele politikredsen, med kropskameraer. Både borgere og betjente har givet positive tilbagemeldinger på brugen, og vi håber, at borgerne i Kolding også vil tage godt imod initiativet,” siger vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.
Som det har været tilfældet i Vejle, kommer kameraerne kun til at optage, når den enkelte politibetjent tænder for kameraet. Optagelse påbegyndes - så vidt muligt - umiddelbart i forbindelse med indledningen af den hændelse, der giver anledning til optagelsen.
Brugen af kameraer følger nationale retningslinjer
Siden 2021, hvor dansk politi gennemførte et pilotprojekt, har politikredsene kunnet benytte krops- og hjelmkameraer. Flere politikredse har eksempelvis brugt kropskameraer i forbindelse med større indsatser, fodboldkampe eller demonstrationer.
Rigspolitiet har udarbejdet nationale retningslinjer, som fastlægger principperne for, hvornår og hvordan betjente må bruge kameraerne. For eksempel må kameraet ikke være tændt, hvis betjenten bevæger sig ind på et ikke offentligt tilgængeligt område, medmindre nogle særlige betingelser er opfyldt. Optagelser sker kun, når betjenten aktivt tænder kameraet.
Brugen af krops- og hjelmkameraer omfatter ikke ansigtsgenkendelse. Optagelser fra kropskameraer opbevares lokalt i de enkelte politikredse. Videomateriale, der ikke skal bruges som bevis i en sag, slettes automatisk efter 30 dage.

Pressekontakt
I åbningstiden
Mandag-fredag kl. 07.00-15.00
E-mail: sojyl-kommunikation@politi.dk
Tlf.: 4041 5249
Uden for åbningstiden
E-mail: sojyl@politi.dk
Tlf.: 114