Spring til hovedindhold

Forslag

Sydøstjyllands Politi

Nyhed

12. januar 2024 10:24

Tak for besøgene, H.M. Dronning Margrethe II: Sydøstjyllands Politi er klar til at tage imod det kommende kongepar

Sydøstjyllands Politi har været med til at sørge for sikre rammer for både royale og tilskuere, når der har været kongeligt besøg i Sydøstjylland. Vi ser her tilbage på nogle af de mange gange, hvor H.M. Dronning Margrethe II været på besøg i landsdelen.

SØJYL tronskifte 2

I weekenden er det kollegaer fra Københavns Politi og assisterende politikredse, der er på arbejde for at bidrage til, at tronskiftet sker under ordnede og sikrede forhold. Men Sydøstjyllands Politi har også flere gange haft fornøjelsen af – sammen med andre myndigheder – at stå for sikkerheden, når H.M. Dronning Margrethe II er rejst ud i landet og på sin vej besøgt Sydøstjylland.

Og det var ikke kun sidste gang, H.M. Dronning Margrethe II som regent var på officielt besøgt i en by i Sydøstjyllands Politikreds, da hun var i Fredericia den 1. september sidste år. Det endte også med at blive den allersidste destination, som Dronningen besøgte som regent med Kongeskibet Dannebrog. Fredericia var nemlig den sidste by i rækken af steder, som H.M. Dronning Margrethe II besøgte på sit sommertogt i 2023.

Dronningen kørte rundt i byen i karet og besøgte blandt andet en skole, en brintfabrik og overværede teaterprøver. Både ved Fredericia Havn, hvor Kongeskibet lagde til, og andre steder rundt i byen var mange mødt op for at vinke til Hendes Majestæt, og Sydøstjyllands Politi med på sidelinjen hele dagen.

Ethvert besøg af den slags kræver grundig planlægning, og der skal tages højde for mange detaljer. Både af hensyn til sikkerheden, men også for at sikre at alt omkring arrangementet fungerer på trods af et prominent visit. Således er det vigtigt at tage højde for, at både den kongelige kortege og den øvrige trafik glider bedst muligt, selvom et kongeligt visit ofte er lig afspærringer og mange mennesker på gaden.

Politiet står til rådighed – naturligvis også på søndag

De seneste ti år af sin regeringstid har Dronningen lagt vejen forbi Sydøstjylland på officielle besøg mere end én gang om året i gennemsnit. I nogle tilfælde har der været ekstra meget, der skulle planlægges i politikredsen, fordi Dronningen med få dages mellemrum skulle besøge flere steder i vores landsdel.

Det var blandt andet tilfældet i 2015. Her var Dronningen den 29. august først i Christiansfeld i anledningen af, at byen var blevet optaget på UNESCO's Verdensarvsliste. Få dage senere – den 2. september - lagde Kongeskibet Dannebrog til ved havnen i Vejle som en del af Dronningens og Prins Henriks sommertogt det år.

Af øvrige begivenheder, hvor Dronningen har lagt vejen forbi, og politiet har været involveret, kan et sommertogt til Horsens i september 2018 samt to besøg på Koldinghus i 2021 blandt andet nævnes.

Også Kronprinseparret har adskillige gange i løbet af årene været en tur i Sydøstjyllands politikreds på officielle besøg. Eksempelvis besøgte H.K.H. Kronprins Frederik og H.K.H. Kronprinsesse Mary Christiansfeld den 13. august sidste år. Det skete i anledningen af byens 250-års jubilæum. Sydøstjyllands Politi vil med stolthed stå for vores del af besøgene, når det kommende kongepar i fremtiden gæster politikredsen.

Uanset hvornår det næste kongelige besøg i politikredsen kommer til at finde sted, kan både de kongelige og borgere vide sig sikre på, at Sydøstjyllands Politi vil gøre vores for, at arrangementet bliver trygt og vellykket for alle. 

Indtil da er Sydøstjyllands Politi på vagt og tager sig af de mange forskellige opgaver, der måtte kræve politiets indsats. Det gælder naturligvis også på søndag, når tronskiftet finder sted.

 

SØJYL tronskifte 1

SØJYL tronskifte 4

SØJYL tronskifte 5

SØJYL tronskifte 6

SØJYL tronskifte 3

Pressekontakt

I åbningstiden

Mandag-onsdag kl. 07.00-15.00

Torsdag kl. 07.00-14.00

Fredag kl. 07.00-13.00

E-mail: sojyl-kommunikation@politi.dk

Telefon: 4041 5249

Uden for åbningstiden

E-mail: sojyl@politi.dk
Tlf.: 114

20. maj 2025

Sydøstjyllands Politi

Sydøstjyllands Politi søger vidner i sag om eftersættelse af løbehjul

Sydøstjyllands Politi efterlyser vidner i forbindelse med en hændelse i Fredericia Kommune.

19. maj 2025

Sydøstjyllands Politi

To 16-årige kendt skyldige i overfald på skole i Horsens

Retten i Horsens har i dag afsagt dom i en sag om et knivoverfald i Horsens den 10. december sidste år. Her overfaldt to maskerede personer en 15-årig dreng, der blev ramt af knivstik og peberspray.

16. maj 2025

Sydøstjyllands Politi

Politiet har skudt mand i benet

Sydøstjyllands Politi har den 16. maj kl. 02.35 skudt mod en mand på et bosted i Vejle.