Tre mænd fremstilles for røverier mod dagligvarebutikker
Torsdag formiddag klokken 11.00 bliver tre mænd fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens. De er sigtet for at stå bag røverier mod dagligvarebutikker i Vorbasse og Brædstrup.
Onsdag den 25. februar klokken 19.36 modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om, at der var begået røveri mod en dagligvarebutik i Vestergade i Vorbasse. Her blev en ekspedient truet til at udlevere et kontantbeløb.
Politiet iværksatte derfor hurtigt en efterforskning, og i samarbejde med Midt- og Vestjyllands Politi lykkedes det klokken 20.30 at anholde tre personer i Brande.
Der er tale om tre mænd på 21 år, 22 år og 27 år, der alle har bopæl i Ikast-Brande Kommune. Mændene er sigtet for at stå bag røveriet i Vorbasse samt det røveri, der fandt sted i Brædstrup fredag den 20. februar 2026. Mændene fremstilles klokken 11.00 i grundlovsforhør ved Retten i Horsens.
”Vi har siden sidste uge samarbejdet tæt med Midt- og Vestjyllands Politi for at undersøge, om der kunne være en sammenhæng mellem de røverier, der har været. Derfor efterforsker vi naturligvis også, om de anholdte kan stå bag flere røverier,” siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi.
Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi forventer at anmode om dørlukning ved grundlovsforhøret.
Pressekontakt
I åbningstiden
Mandag-fredag kl. 07.00-15.00
E-mail: sojyl-kommunikation@politi.dk
Tlf.: 4041 5249
Uden for åbningstiden
E-mail: sojyl@politi.dk
Tlf.: 114