Videoovervågning afslørede cykeltyv i Grindsted
Blot tre timer efter, at borgeren havde taget kontakt til patruljen, var han genforenet med sin cykel.
Lørdag formiddag patruljerede to betjente fra Sydøstjyllands Politi i Grindsted, da en mand henvendte sig til dem. Manden fortalte, at han dagen forinden havde fået stjålet sin cykel ude foran en butik i byen. Han havde netop talt med butikkens leder, der oplyste, at de havde overvågningsvideo af gerningsmanden.
Manden oplyste desuden, at cyklen, der var blevet stjålet, havde en bagbremse, der ikke virkede.
De to betjente kørte derefter til butikken og gennemså overvågningen. På overvågningsvideoen kunne de se gerningsmanden ankomme på en damecykel. Kort tid efter ankom den forurettede mand på sin cykel, som han parkerede, hvorefter han gik ind i butikken. Herefter viste overvågningen, at gerningsmanden gik hen, stjal cyklen og cyklede væk fra stedet på den stjålne cykel. Damecyklen lod han stå.
Blot ti minutter efter cykeltyveriet ankom gerningsmanden igen til butikken, hvor han gik ind og handlede. Derefter tog han damecyklen og cyklede fra stedet.
På baggrund af videoovervågningen kunne betjentene hurtigt konstatere, at manden, der havde stjålet cyklen, i forvejen var kendt af politiet.
Patruljen kørte derfor til gerningsmandens adresse, hvor de fandt manden i færd med at fikse den bagbremse, som forurettede havde oplyst var i stykker. Patruljen kontrollerede stelnummeret og kunne fastslå, at der var tale om den stjålne cykel.
Gerningsmanden, som er en 46-årig mand fra Grindsted, blev sigtet for brugstyveri.
”Takket være et effektiv politiarbejde fik vi hurtigt identificeret og sigtet gerningsmanden og fik udleveret den stjålne cykel til sin retmæssige ejer. Vi har siden hørt fra ejeren, som var meget taknemmelig for patruljens indsats,” udtaler vicepolitiinspektør Jesper Brian Jensen.
Pressekontakt
I åbningstiden
Mandag-fredag kl. 07.00-15.00
E-mail: sojyl-kommunikation@politi.dk
Tlf.: 4041 5249
Uden for åbningstiden
E-mail: sojyl@politi.dk
Tlf.: 114