16. juli 2020
Her kan du læse et uddrag fra døgnrapporten fra torsdag den 16. juli 2020
RØDBY: Fik bilen beslaglagt
Torsdag klokken 9.10 standsede politiet en 26-årig mand fra Horslunde, der kom kørende i sin bil ad Sædingegårdsvej ved Rødby. Det viste sig, at den 26-årige var frakendt førerretten, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Da det var tredje gang, den 26-årige blev sigtet for at køre uden kørekort, blev hans bil beslaglagt på stedet.
NØRRE ALSLEV: Brand i buskads
En 58-årig mand fra Nørre Alslev var torsdag formiddag i gang med en ukrudtsbrænder på en adresse i Nørre Alslev. Imidlertid fik ilden fat i noget buskads, og det var nødvendigt at tilkalde brandvæsenet, som hurtigt fik ilden under kontrol. Den 58-årige blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven og kan nu vente en bøde på 1.500 kroner.
På Beredskabsstyrelsens hjemmeside er der gode råd om brug ukrudtsbrændere – og anden åben ild. Der ligger også en folder med en stribe gode råd, som det er værd at kaste et blik på, inden du går i krig med ukrudtet med en brænder.
GEDSER: Rejste med ulovlig kniv
Ved en indrejsekontrol i Gedser fandt politiets udlændingekontrolafdeling torsdag eftermiddag en ulovlig kniv med en klinge på 13,5 cm hos en 33-årig udenlandsk mand. Den 33-årige blev anholdt klokken 15.30 og sigtet for overtrædelse af knivloven. Han blev løsladt efter afhøring og fik en bøde på 1.200 kroner for overtrædelsen.
NÆSTVED: 12-årig ringede til alarmcentralen 1-1-2 "for sjov"
Alarmcentralen 1-1-2 fik torsdag klokken 17.35 et opkald om, at der lå en livløs person på en adresse på Præstøvej i Næstved. Der blev dog ikke lukket op på stedet, og ambulanceredderne kontaktede derfor anmelderen. Det viste sig at være en kun 12-årig dreng fra Jelling, og han indrømmede, at han havde ringet for sjov. Den 12-årige var på ferie i Næstved og blev kontaktet af politiet, som senere på aftenen afhørte ham i overværelse af hans forældre. De sociale myndigheder er også underrettet om sagen.
SLAGELSE: 26-årig anholdt efter vold og hærværk
Fredag klokken 1.31 blev politiet kaldt til Trafikcenter Alle i Slagelse, hvor en vægter havde haft en uoverensstemmelse med en udenlandsk mand, der hævdede at bo på et hotel i nærheden. Manden var temmelig fuld, og slog ud efter vægteren, som blev ramt med et par knytnæveslag i brystet, selv om han prøvede at hjælpe ham. Politiet anholdt den pågældende klokken 1.40. Det var en 26-årig udenlandsk mand, som blev sigtet for vold, og da det viste sig, at han havde sparket et sidespejl på vagtbilen i stykker, blev han også sigtet for vold. Den 26-årige blev taget med til politistationen i Slagelse, hvor han nu afhøres om nattens tildragelser.
STENLILLE: To anholdt efter indbrudsforsøg
Politiet fik fredag klokken 3.24 en anmeldelse om, at to uvedkommende personer luskede omkring ved et hus på Fasanvej i Stenlille, og at det formentlig var de samme typer, som havde været på stedet et par dage forinden. På baggrund af vidneudsagn anholdt Midt- og Vestsjællands Politi to mænd på henholdsvis 18 og 23 år klokken 3.53. Anholdelsen skete i Roskilde, og de to mænd, der er fra Svinninge og Roskilde, blev sigtet for forsøg på indbrud. De blev tidligt om morgenen kørt til politistationen i Næstved, hvor de nu skal afhøres, og politiet skal afdække, om de kan sættes i forbindelse med andre indbrud.
NÆSTVED: 17-årig sigtet efter sofabrand
Onsdag aften fik politi og brandvæsen en anmeldelse om, at der var ild i en sofa og nogle papkasser, der stod i en garage på Regimentsvej i Næstved. Torsdag eftermiddag meldte en 17-årig fyr fra København sig selv til politiet og indrømmede, at han havde været i garagen sammen med en kammerat, og at han ville tænde et bål. Bålet bredte sig herefter til sofaen. Den 17-årige blev sigtet for brandstiftelse og afhørt på politistationen i Næstved. De sociale myndigheder er underrettet om sagen.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
Sorø | Frederiksvej | Hus | Fredag klokken 1.31-1.44 | Ikke umiddelbart stjålet noget |
Sorø | Vedelsgade | Hus | Torsdag klokken 0.30-7.27 | Ikke gjort op hvad der er stjålet |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Næstved | - | Torsdag klokken 10.00-12.00 | 17 køretøjer blev kontrolleret: Fire blev sigtet for ikke at rette sig efter færdselstavlerne, tre for at bruge håndholdt mobil under kørslen, en blev sigtet for at køre uden sikkerhedssele og en for ikke at have lejekontrakten med i en lejet varebil |
Rødby | Havnevej | Torsdag klokken 9.55-12.00 | 20 trafikanter blev sigtet for at køre for hurtigt – de tre kørte så hurtigt, at de står til en betinget frakendelse, mens 10 får et klip i kørekortet. Den højeste hastighed blev målt til 85 km/t, hvor man højst må køre 50 km/t. En blev desuden sigtet for at køre uden sikkerhedssele |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Faxe | Vemmetoftevej | Torsdag klokken 9.15-11.30 | ATK | 98 | 20 | 50 km/t | 72 km/t | Fire klip |
Karise | Kildevej | Torsdag klokken 5.57-8.30 | ATK | 112 | 14 | 50 km/t | 78 km/t | Seks klip |
Nykøbing | Hulemosevej | Torsdag klokken 13.55-16.00 | ATK – bestilt færdselskontrol | 28 | 3 | 40 km/t | 55 km/t | - |
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Slagelse | Vestmotorvejen | Torsdag klokken 22.58 | 25-årig mand fra Korsør | Narkokørsel |
Vemmelev | Vestmotorvejen | Fredag klokken 1.08 | 30-årig mand fra Odense | Narko- og spirituskørsel |
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718