Spring til hovedindhold

Forslag

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Døgnrapport

23. marts 2020 10:48

20.-22. marts 2020

Her kan du læse et uddrag fra døgnrapporterne fra fredag den 20. - søndag den 22. marts 2020

MARIBO: Slog buschauffør med rygsæk

Politiet blev fredag klokken 15.47 kaldt til Banegårdspladsen i Maribo, hvor en mand havde slået en buschauffør. Chaufføren stod uden for en bus og talte med kollega, da en mand tilsyneladende helt uden grund kom imod ham og slog ham to gange i hovedet med sin rygsæk og skubbede til ham. Derefter satte den ukendte mand sig ind i bussen. Her fandt politibetjentene ham da også. Det var en 43-årig mand fra Maribo, der virkede påvirket af stoffer eller alkohol. Han blev anholdt klokken 15.55 og sigtet for vold mod nogen i offentlig tjeneste, og han blev taget med til politistationen i Maribo, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 17.13.

 

SLAGELSE: Havde hardballpistol i ventesalen

Fredag klokken 17.25 tjekkede politiet fire unge i ventesalen på banegården i Slagelse. Den ene sad med en pistollignende genstand, som han skjulte under vesten. Det viste sig at være en hardballpistol, og derfor blev han sigtet for overtrædelse af våbenloven. Det var en 18-årig mand fra Slagelse, som nu kan vente en bøde for overtrædelsen.

 

NYKØBING: Stjal Mentos og deodorant

Politiet blev fredag klokken 21.47 kaldt til Netto på Gedservej i Nykøbing, hvor personalet tilbageholdt en mand, der var gået gennem kasselinjen uden at betale for nogle varer, han havde i sin rygsæk. Det var en 39-årig mand fra Rødby, som ikke forstod dansk, og han blev anholdt klokken 21.47 og sigtet for butikstyveri. Han havde bl.a. stjålet deodorant, te og Mentos. Den 39-årige blev afhørt på politistationen i Nykøbing, inden han blev løsladt igen klokken 23.10.

 

KORSØR: Sigtet for spirituskørsel på elcykel

Lørdag klokken 13.44 skete der et færdselsuheld i krydset Nygade/Caspar Brands Plads i Korsør. En 74-årig mand fra byen kom kørende ad Nygade på en elcykel, og her kørte han frontalt ind i en bil, der holdt i krydset. Vidner bemærkede, at den 74-årige lugtede af spiritus, og fulgte efter ham, mens politiet blev alarmeret. Betjentene fik kort efter standset cyklisten, og en alkometertest gav da udslag for, at han var alkoholpåvirket. Derfor blev den 74-årige anholdt og sigtet for spirituskørsel.

 

SAKSKØBING: Falsk sygeplejerske ville tage blodprøver

Politiet fik lørdag klokken 15.40 en anmeldelse om, at flere ældre borgere i Sakskøbing var blevet opsøgt af en kvinde, der fortalte, at hun skulle tage blodprøver. Det var sket i løbet af lørdagen, men det havde altså ikke noget på sig. Kvinden beskrives af vidner som ca. 40-50 år gammel, ca. 170 cm høj. Hun var almindelig af bygning, mørk i huden og havde sort hår. Hun havde en hvid bluse og blå bukser på.

Politiet opfordrer til, at man ikke lukker uvedkommende ind på sin bopæl, medmindre det er nogen, man har en aftale med eller som sikkert kan legitimere sig.

 

NAKSKOV: Mand omkommet i brand

Lørdag fik politi og brandvæsen en anmeldelse om, at der var udbrudt brand i en ejendom på Oksebæksvej i Nakskov. Huset var overtændt, og da branden var nedkæmpet, blev liget af en person fundet på stedet. Politiet formoder, at der er tale om husets 88-årige beboer, men det skal endeligt fastlægges ved de lægelige undersøgelser. Ilden er formentlig opstået ved husets brændeovn.

 

NYKØBING: Varetægtsfængslet efter brande i Nykøbing

En 22-årig mand fra Nykøbing blev søndag fremstillet i grundlovsforhør, og her blev han varetægtsfængslet frem til den 14. april. Han blev anholdt lørdag klokken 23.35, og han er sigtet for fem tilfælde af brandstiftelse. De fire forhold fandt sted lørdag aften, hvor der er sat ild til affaldscontainere forskellige steder i centrum af Nykøbing. Den ene brand udviklede røg, der bredte sig til en opgang i Slotsgade og ind i flere lejligheder. Den femte brandstiftelse, som den 22-årige også er sigtet for, er fra den 9. februar, hvor en container på Slotsbryggen blev stukket i brand.

 

HESNÆS: Stjålet fiskerbåd grundstødt

En mindre fiskerbåd stødte tidligt søndag morgen på grund ud for Hesnæs havn på Østfalster. Der var to personer på båden, og de havde ikke umiddelbart fået ejerens tilladelse til at sejle med båden. Der var også opbrudsmærket ombord, og de to blev derefter anholdt og sigtet for tyveri af båden. Der er tale om en 21-rig kvinde fra Horbelev og en 23-årig mand fra Hvidovre. De blev anholdt klokken 5.24, og efter afhøring på stedet blev de løsladt igen klokken 6.21.

 

FAXE: To anholdt efter indbrud

Søndag klokken 5.38 fik politiet en anmeldelse om, at der var gået en indbrudsalarm på FGU på Præstøvej i Faxe. Der var overvågningsbilleder fra stedet, og her kunne man se to skikkelser på området. Et par politipatruljer rykkede hurtigt ud til stedet, hvor betjentene anholdt to mænd klokken 5.54. Det var en 41-årig mand fra Køge og en 31-årig mand fra Lille Skensved. De er sigtet for at bryde ind på adressen og for at have stjålet hårde hvidevarer og forskelligt værktøj. Den 41-årige havde to gram ketamin på sig, og den 31-årige havde tre gram amfetamin. Derfor blev de også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. De to anholdte blev afhørt på politistationen i Næstved, og de blev løsladt igen søndag klokken 13.30.

 

NÆSTVED: Stjal gummiged – standset på hjul

Søndag klokken 23.18 blev der stjålet en 5,5 tons gummiged, der stod ved noget vejarbejde på Maglegårdsvej i Næstved. Et vidne så gummigeden luske afsted ad Rønnedevej, og her fik politiet også kontakt med føreren. Det var en 38-årig mand fra Faxe Ladeplads, som erkendte at han havde stjålet maskinen. Han var nu på vej hjem med den, og han indrømmede, at han ville sælge den videre. Turen standsede dog her, for den 38-årige blev anholdt og sigtet for tyveri. Han blev afhørt på politistationen i Næstved og løsladt igen klokken 3.10.

 

SLAGELSE: To anholdt på byggeplads

Mandag klokken 1.10 fik politiet en anmeldelse om, at der luskede nogle uvedkommende personer omkring på en byggeplads på Sdr. Stationsvej i Slagelse. En politipatrulje rykkede ud til stedet, og her fandt betjentene to mænd, der kom ud af en åben container. Den ene var en 25-årig mand fra Gørlev og den anden en 32-årig mand fra Slagelse, og de blev begge to sigtet for forsøg på tyveri.

 

 

 

 

INDBRUD

Politiet har i den seneste weekend modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Fakse Ladeplads Sommervej Hus Fredag kl. 18.00 – lørdag kl. 11.30 Lampe, kontanter, div. Smykker og et armbåndsur
Nørre-Alslev Møllegårdsvej Lejl. Søndag kl. 08.00 Kontanter
Rødby Gumpehavevej Hus Søndag kl. 18.26 Intet stjålet
Sakskøbing Vestergade Lejl. Søndag kl. 03.30 – 13.00 Stjålet bilnøgle, samt bilen og kontanter.
Skælskør Ravnemarksvej Landejendom Onsdag kl. 12.00 – søndag kl. 13.00 3 computere, 3 computerskærme, 2 fladskærme, el-bil til børn og ukendt antal par sko.
Sorø Søstrædet Hus Søndag d. 15/3 kl. 11.00 – fredag kl. 07.55 Intet stjålet

 

 

 

HASTIGHEDSKONTROLLER

Politiet har i den forgangne weekend haft følgende hastighedskontroller:

By Vej Tid Type Kontrollerede Fartbilister Tilladt Hurtigste Klip
Fuglebjerg Rejnstrupvej Lørdag klokken 9.12-11.12 ATK – bestilt færdselskontrol 106 9 60 km/t 90 km/t Et klip
Karise Stevnsvej Lørdag kl. 14.19 – 16.30 ATK 173 16 70 km/t 97 km/t 1 klip
Karise Stevnsvej Søndag kl. 17.38 – 19.39 ATK 39 4 80 km/t 110 km/t 1 klip
Nakskov Rødbyvej Fredag kl. 13.29 – 19.53 ATK 812 81 50 km/t 97 km/t 13 klip og 1 betinget frakendelse
Rønnede Faxevej Lørdag kl. 17.12 – 19.42 ATK 223 19 70 km/t 105 km/t 2 klip
Tappernøje Strandvejen Fredag klokken 8.06-11.25 ATK – bestilt færdselskontrol 133 39 50 km/t 83 km/t Ni klip
Tureby Vordingborgvej Søndag kl. 17.38 – 19.39 ATK 188 13 70 km/t 92 km/t -

 

 

 

PÅVIRKEDE TRAFIKANTER

I den seneste weekend har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:

By Vej Tidspunkt Person Sigtet for
Fakse Præstøvej Søndag kl. 05.38 31-årig mand fra Lille-Skensved Narkokørsel
Haslev Lysholm Alle Fredag kl. 01.34 26-årig mand fra Idestrup Spirituskørsel
Karise Østerskovvej Lørdag kl. 01.09 28-årig mand fra Næstved Narkokørsel
Nykøbing F. Brovejen Søndag kl. 10.35 32-årig mand fra Toreby L. Narkokørsel
Næstved Fensmarkvej Lørdag kl. 01.20 29-årig mand fra Næstved Spirituskørsel
Præstø Jungshovedvej Lørdag kl. 20.15 – 20.18 26-årig mand fra Langbæk Spirituskørsel
Sakskøbing Rykkerupvej Fredag kl. 00.30 31-årig mand fra Kettinge Spirituskørsel

 

 

 

Pressekontakt

Kommunikation:

E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk

Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)

 

Anne Dorte Hoppe Søe

E-mail: aso021@politi.dk

Tlf.: 2276 3593

 

Palle O. Hansen

E-mail: pha010@politi.dk

Tlf.: 4132 8267

 

Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718

 

20. december 2024

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra torsdag 19. december

Trusler, stoffer og vanvidskørsel. Se uddraget fra torsdagens døgnrapport

19. december 2024

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra onsdag 18. december

Her kan du læse et uddrag fra døgnrapporten fra onsdag 18. december

18. december 2024

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra tirsdag 17. december

Butikstyve, brand og en ulovlig kniv. Se uddraget fra tirsdagens døgnrapport