Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporten fra mandag 23. juni
Romerlys, knive i byen og et indbrud. Se uddraget fra mandagens døgnrapport
FAXE: Anholdt efter vold
Efter en anmeldelse om vold rykkede politiet mandag eftermiddag ud for at anholde en 39-årig kvinde i Faxe. Anmeldelsen gik ud på, at den 39-årige var raget uklar med en 38-årig kvinde sent søndag aften, og at den 38-årige have fået flere slag i ansigtet og var blevet bidt. Det skete på Kirketorvet i Faxe, og uoverensstemmelserne handlede tilsyneladende om den 38-åriges familie. Den 39-årige kvinde blev anholdt klokken 14.49 og sigtet for vold, og hun blev afhørt på politistationen, inden hun blev løsladt igen klokken 16.55.
SLAGELSE: Fyrede romerlys af
Mandag eftermiddag var flere personer samlet ved Slagelse Gymnasium på Willesmoesvej for at fejre, at de nye studenter blev færdige. Et par deltagere tændte romerlys inde i forsamlingen, og flere af de tilstedeværende blev ramt af fyrværkeriet. På baggrund af vidneudsagn fandt politiet kort efter frem til en 18-årig og en 19-årig mand, som begge blev anholdt klokken 16.11. I den 18-åriges bil blev der fundet yderligere ni romerlys, som blev beslaglagt. De to anholdte blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven og løsladt igen efter afhøring.
NØRRE ALSLEV: Kom op at slås – sigtet for spritkørsel
Politiet fik mandag aften en anmeldelse om, at to mænd havde været oppe at slås på en tankstation på Gåbensevej i Nørre Alslev. Det var en 35-årig mand og en 46-årig mand, der havde skubbet til hinanden, og de blev begge sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Den 46-årige var ankommet på motorcykel, og da han virkede beruset, blev han alkometertestet. Testen viste, at han havde en promille, der var højere end det tilladte, så han blev anholdt klokken 18.30 og sigtet for spirituskørsel. Da den 46-årige ikke havde kørekort til motorcykel, blev han også sigtet for kørsel uden førerret.
MARIELYST: Havde knive og en joint med i byen
Mandag klokken 20.46 blev politiet kaldt til en beværtning i Marielyst, hvor vidner havde set en mand, som havde en kniv med i byen. Politibetjentene fandt frem til en 19-årig mand fra Nordfalster, og han havde en hobbykniv og en dolk i lommen. Der blev også fundet en joint, så den 19-årige blev sigtet for overtrædelse af knivloven og lov om euforiserende stoffer.
SLAGELSE: 27-årig anholdt efter indbrud
Politiet blev tirsdag kort efter midnat kaldt til en adresse lidt uden for Slagelse, hvor der havde været indbrud. Gerningsmanden havde brækket en dør op og klippet flere lamper ned, men vidner kunne give oplysninger om en bil, som havde lusket omkring på stedet kort forinden. En politipatrulje fandt kort efter bilen, som holdt parkeret i nærheden, og der lå en lænestol og en PH-lampe i bilen. Betjentene fandt frem til brugeren af bilen, en 27-årig mand fra lokalområdet, og han blev anholdt klokken 2.11 og sigtet for indbruddet. Efter en kort afhøring blev han løsladt igen.
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.
Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget en anmeldelse om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Slagelse | Byhøjvej, Hyllerup | Tirsdag klokken 0.41 | Ikke gjort op hvad der er stjålet |
Vordingborg | Færgegaardsvej | Fredag klokken 17.00 – mandag klokken 7.30 | Forskelligt værktøj |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Glumsø | Nyvej | Mandag klokken 18.20-23.50 | ATK | 241 | 11 | 50 km/t | 71 km/t | Et klip |
Nykøbing | Gaabensevej, Bruntofte | Mandag klokken 5.54-8.35 | ATK | 1692 | 4 | 80 km/t | 104 km/t | - |
Nykøbing | Skovalleen | Mandag klokken 9.24-12.15 | ATK | 1145 | 33 | 50 km/t | 72 km/t | Fire klip |
Næstved | Herlufsholm Alle | Mandag klokken 6.45-13.15 | ATK – bestilt færdselskontrol | 677 | 27 | 50 km/t | 70 km/t | Tre klip |
Slagelse | Bildsøvej, Næsby Strand | Mandag klokken 13.30-19.30 | ATK | 711 | 14 | 50 km/t | 68 km/t | - |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Næstved | Karrebækvej | Mandag klokken 11.41 | 58-årig mand | Spirituskørsel på knallert. Den 58-årige havde ikke tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring på knallerten, så det blev han også sigtet |
Nørre Alslev | Gåbensevej | Mandag klokken 18.10 | 46-årig mand | Spirituskørsel og kørsel uden førerret |
Rødby | Skolegade | Mandag klokken 0.58 | 60-årig mand | Narkokørsel. Den 60-årige havde en klump cannabis på 4,2 gram, så han blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer |
Slagelse | Holbækvej | Mandag klokken 14.09-15.38 | 24-årig kvinde | Narkokørsel og kørsel uden førerret. Ejeren af bilen blev sigtet for at overlade den til en person uden kørekort |
?
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718