Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi: Uddrag af døgnrapporterne fra 28.-30. marts
Her kan du læse et uddrag af døgnrapporterne fra weekenden 28.-30. marts
NYKØBING: Fyrværkeri og maskering
Fredag aften var der en fodboldkamp i Nykøbing mellem hjemmeholdet og Næstved. Det trak en del tilskuere, og selv om der var sportsånd til stede, var der også et par fans, der hver især ville markere sig. En 19-årig mand fra Slagelse optrådte maskeret med en elefanthue, inden han fyrede et romerlys af på P.M. Møllersvej, så han blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven og maskeringsforbudet, og en 18-årig mand fra Næstved affyrede et bomberør på Brovejen. Han blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.
NÆSTVED: Standset på hurtig knallert
En politipatrulje kørte fredag kort efter klokken 17.00 i centrum af Næstved, og i Østergade så betjentene en knallertkører, som umiddelbart kørte noget hurtigere end tilladt. Da han opdagede politiet, forsøgte han at stikke af, men køreturen sluttede i Riddergade, hvor han blev standset. Det var en 17-årig fyr fra byen, og han blev sigtet for at køre på en ulovlig knallert. Da han tidligere var blevet sigtet for samme overtrædelse, blev den knallert, han kørte på, konfiskeret. Hans forældre blev underrettet om sagen.
KORSØR: Påvirket bilist sigtet for salg af stoffer
Politiet standsede fredag klokken 18.15 en bil på Caspar Brands Plads i Korsør, som ikke havde rettet sig efter skiltningen om indkørsel forbudt. Føreren var en 20-årig mand fra lokalområdet, og da han virkede påvirket af stoffer, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel. Da politiet visiterede ham, dukkede der fire små poser op med godt seks gram hash, og den 20-årige havde også nogle kontanter med sig. Hashen blev konfiskeret, og den 20-årige blev herefter sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og færdselsloven.
SLAGELSE: Fik bilen beslaglagt
Politiet standsede fredag klokken 19.42 en 42-årig mand fra Korsør, der kom kørende på Skælskørvej i Slagelse. En narkometertest gav udslag for cannabis, så den 42-årige blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Han var imidlertid frakendt kørekortet, så han blev også sigtet for kørsel i frakendelsestiden, og der sad et par udenlandske nummerplader på bilen, som ikke helt hørte til. Derfor blev den 42-årige også sigtet for uberettiget brug af nummerplader og for at køre i en uindregistreret bil uden forsikring. Den 42-årige var sigtet for at køre uden kørekort ikke færre end ni gange sidste år, så den bil, han kørte i, blev beslaglagt på stedet.
NÆSTVED: 18-årig sigtet for salg af stoffer
Fredag aften standsede politiet en 18-årig mand fra Næstved på Rolighedsvej. Det viste sig, han havde 66 små poser med i alt 36,4 gram kokain og 1,5 gram MDMA i en anden lille pose med sig. Desuden havde han et større kontantbeløb og en foldekniv med låsbar klinge. Den 18-årige blev anholdt klokken 17.20 og sigtet for salg af stoffer og for overtrædelse af knivloven. Han blev afhørt på politistationen og løsladt igen klokken 22.01.
SLAGELSE: Anholdt efter vold
En 25-årig mand fra Slagelse blev natten til lørdag anholdt på et værtshus i centrum af Slagelse. Politiet fik klokken 0.02 en anmeldelse om, at der var brugt en peberspray inde på værtshuset, hvor en 50-årig mand var blevet ramt. Politiet fandt frem til den 25-årige, som blev anholdt klokken 0.20 og sigtet for vold og for overtrædelse af våbenloven. Den 25-årige blev løsladt igen klokken 0.53 efter afhøring.
NÆSTVED: Anholdt efter indbrud
Politiet fik tidligt lørdag morgen en anmeldelse om, at der havde været indbrud på en byggeplads på Ydernæs. En varebil var brudt op, og der stod et par tasker med blandt andet værktøj klar til afhentning. Betjentene bemærkede en bil, der holdt parkeret på stedet, og som kort efter var forsvundet. Politiet fandt frem til ejeren af bilen – en 29-årig mand fra Sydsjælland – og han blev anholdt klokken 5.59 på sin bopæl. Under ransagning af den 29-åriges adresse blev der fundet flere effekter i form af værktøj, og det skal nu undersøges, om de stammer fra indbrud. Den 29-årige blev sigtet for indbrud og blev afhørt på politistationen, inden han blev løsladt igen klokken 16.00.
SLAGELSE: Sigtet for salg af narko
En af politiets forebyggende patruljer lagde lørdag aften mærke til en mand, der kom kørende på cykel ved en parkeringsplads på Ingemannsvej i Slagelse. Da betjentene tog kontakt til ham, skyndte han sig at køre væk fra dem – formentlig på grund af dårlig samvittighed. For da betjentene kort efter havde løbet ham op, kunne de konstatere, at manden havde en hel del små poser med hash på sig. Han blev derfor anholdt og sigtet for salg af narko. Det drejer sig om en 28-årig mand uden fast bopæl.
NÆSTVED: Råbte op midt på vejen
I forbindelse med en patruljering i Næstved midtby stødte et par betjente på en noget højrøstet ung mand, der gik rundt midt på vejen. Han havde imidlertid ikke ønske om at følge betjentenes anvisninger om at dæmpe sig og komme ind på fortovet. Så da han blev ekstra konfronterende, valgte betjentene at anholde ham og sigte ham efter ordensbekendtgørelsen. Manden er 20 år og fra Næstved.
NÆSTVED: Gik med kniv i byen
Natten til lørdag klokken 3.22 fik politiet en anmeldelse om, at en mand var blevet set gå rundt på en restauration på Grønnegade i Næstved med en kniv på sig. Der var et godt signalement af manden, og derfor kunne en patrulje kort efter finde frem til en 41-årig mand fra byen, som ganske rigtigt havde en ulovlig kniv på sig. Han blev anholdt og sigtet efter knivloven.
SLAGELSE: Stjal parfume og blev anholdt
En parfume fristede tilsyneladende en 24-årig mand så meget, at han syntes, at den skulle med ham hjem fra en forretning på Japanvej i Slagelse søndag klokken 12.14. Imidlertid forsøgte han at forlade forretningen uden at have betalt for parfumen. Men alarmen gik i gang, og personalet fik fat i manden, som blev tilbageholdt, til politiet kom. Den 24-årige mand, hvis adresse er ukendt, blev anholdt og sigtet for butikstyveri og taget med på politistationen, hvor han blev yderligere afhørt.
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.
Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
INDBRUD
Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Faxe | Conrads Vej | 21/03 – 29/03 | Kontanter og ringe |
Nørre-Alslev | Riserupvej | Lørdag kl. 10.00 – søndag kl. 12.00 | Smykker, ure og elværktøj |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i weekenden haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Eskilstrup | Nykøbingvej | Lørdag kl. 17.05 – 23.00 | ATK | 1362 | 45 | 60 km/t | 90 km/t | 3 klip |
Faxe | Køgevej | Søndag kl. 13.51 – 19.30 | ATK | 636 | 19 | 60 km/t | 85 km/t | 2 klip |
Gedser | Gedser landevej | Søndag kl. 13.56 – 16.08 | ATK | 88 | 3 | 90 km/t | 126 km/t | 1 klip |
Haslev | Ringstedvej | Lørdag kl. 07.48 – 11.29 | ATK | 485 | 10 | 80 km/t | 109 km/t | 1 klip |
Haslev | Sydmotorvejen | Lørdag kl. 07.41 – 13:30 | ATK | 5598 | 35 | 130 km/t | 161 km/t | - |
Haslev | Vordingborgvej | Søndag kl. 08.49 – 10.19 | ATK | 88 | 2 | 80 km/t | 92 km/t | - |
Herlufmagle | Spragelsevej | Søndag kl. 11.16 – 13.55 | ATK | 200 | 10 | 60 km/t | 99 km/t | 4 klip |
Herlufmagle | Suså Landevej | Lørdag kl. 12.19 – 13.59 | ATK | 380 | 3 | 60 km/t | 75 km/t | - |
Holme-Olstrup | Landevejen | Fredag kl. 04.25 – 10.55 | ATK | 3441 | 56 | 60 km/t | 81 km/t | - |
Karrebæksminde | Enø Kystvej | Lørdag kl. 13.46 – 15.16 | ATK – bestilt færdselskontrol | 95 | 1 | 40 km/t | 48 km/t | - |
Karrebæksminde | Enø Kystvej | Lørdag kl. 15.56 – 19.56 | ATK | 154 | 8 | 40 km/t | 58 km/t | 2 klip |
Kettinge | Fuglsangvej | Fredag kl. 08.34 – 12.04 | ATK | 284 | 2 | 80 km/t | 101 km/t | - |
Kettinge | Kettingevej | Fredag kl. 05.59 – 07.59 | ATK – bestilt færdselskontrol | 23 | - | 50 km/t | - | - |
Korsør | Vestmotorvejen | Fredag kl. 07.17 – 13.20 | ATK | 7704 | 257 | 90 km/t | 133 km/t | 3 klip |
Nakskov | Maribovej | Fredag kl. 15.00 – 22.20 | ATK | 595 | 25 | 50 km/t | 73 km/t | 4 klip |
Nykøbing | Ndr Ringvej | Fredag kl. 17.15 – 23.15 | ATK | 265 | 16 | 50 km/t | 77 km/t | 2 klip |
Næstved | Præstø Landevej | Søndag kl. 13.58 – 19.58 | ATK | 1327 | 9 | 80 km/t | 106 km/t | - |
Næstved | Rådmandshaven | Fredag kl. 19.08 – 01.25 | ATK | 527 | 23 | 50 km/t | 78 km/t | 2 klip |
Skælskør | Slagelse Landevej | Fredag kl. 13.43 – 19.43 | ATK | 1343 | 23 | 80 km/t | 131 km/t | 4 klip |
Tappernøje | Strandvejen | Fredag kl. 11.20 – 16.50 | ATK | 566 | 49 | 50 km/t | 81 km/t | 7 klip |
FÆRDSELSKONTROLLER
I weekenden har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | ? |
Nakskov | Vejlegade | Søndag kl. 18.30 – 19.00 | Ingen sager |
Næstved | Farimagsvej | Lørdag kl. 02.00 – 03.00 | En klipsag vedrørende kørsel frem for rødt lys |
Rønnede | Vordingborgvej | Fredag kl. 08.15 – 08.45 | To blev sigtet for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen |
Ukendt | Sydmotorvejen | Fredag kl. 09.15 – 12.00 |
En sag om brug af håndholdt mobiltelefon under kørslen En sag om hastighed, der giver en bøde |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I weekenden har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Korsør | Caspar Brands Plads | Fredag kl. 18.15 | 25-årig mand | Narkokørsel – den 25-årige blev også sigtet for ikke at efterkomme anvisningen for færdslen. Han blev fundet i besiddelse af fire små poser med godt seks gram hash. |
Næstved | Kindhestegade | Fredag kl. 09.15 | 55-årig mand | Narkokørsel – under visitationen blev den 55-årige fundet i besiddelse af ca. 1,5 g amfetamin under førersædet. |
Næstved | Ringstedgade | Lørdag kl. 01.10 | 22-årig mand | Spirituskørsel |
Slagelse | Skælskørvej | Fredag kl. 19.42 | 42-årig mand | Narkokørsel, frakendelse af førerretten, manglende registrering, uberettiget brug af nummerplader, manglede forsikring og konfiskation |
Slagelse | Vestervang | Søndag kl. 00.35 | 28-årig mand |
Narko- og spirituskørsel – Den 28-årige blev også sigtet for kørsel uden førerret, at køre uden styrthjelm, befordring af passager og for at køre på en ulovlig knallert. Den 28-årige havde 25 små poser med i alt 30,2 gram hash, og der blev fundet yderligere 115,9 gram hash, 28,2 gram skunk og et større kontantbeløb på den 28-årige, som blev sigtet for salg af euforiserende stoffer |
Stege | Storegade | Fredag kl. 16.50 | 49-årig mand | Narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden |
Stenlille | Sorøvej | Lørdag kl. 01.58 – 02.00 | 36-årig mand | Narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden, da han var frakendt førerretten |
Stokkemarke | Havløkkevej | Fredag kl. 09.26 | 53-årig mand | Narkokørsel og frakendelse af førerretten. Ejeren af bilen blev sigtet for at overlade køretøjet til en uden kørekort |
Vordingborg | Kildemarksvej | Lørdag kl. 23.57 – 00.46 | 19-årig mand | Narkokørsel |
?
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718