Nyetablerede kameraer skal registreres i Politiets Kameraregister senest 14 dage efter opsætning.
Politiet opfordrer private, som ikke er omfattet af registreringspligten, til at registrere deres tv-overvågningskameraer på frivillig basis i Politiets Kameraregister.
Vejledning til tast-selv-løsningen i Politiets Kameraregister
Hvis du oplever problemer med at logge ind
MitID Erhverv er den fællesoffentlige løsning, hvorigennem din virksomhed har mulighed for at få et digitalt id til at logge ind på offentlige selvbetjeningsløsninger, der har med din virksomhed at gøre.
MitID Erhverv udstedes individuelt til personer i virksomheden af virksomhedens egen MitID Erhverv-administrator. Når en bruger logger på en selvbetjeningsløsning med MitID-erhverv, er det NemLog-in, der verificerer/sikrer, at det anvendte MitID er gyldigt, og i så tilfælde får brugeren adgang til løsningen.
Oplever du problemer med at logge ind med dit MitID Erhverv, skal du derfor kontakte din virksomheds MitID-administrator, som har udleveret det digitale id, du forsøger at anvende.
MitID Erhverv
Local IdP (Lokal Identity Provider) fungerer teknisk på samme måde som MitID Erhverv. Den store forskel er dog, at Local IdP er en løsning, som din virksomhed selv implementerer og vedligeholder. Din virksomhed skal derfor også selv sikre, at den løsning, den har implementeret, fungerer med NemLog-in.
Oplever du problemer med at logge ind med Local IdP, skal du derfor kontakte den i din virksomhed, som har ansvaret for virksomhedens Local IdP-løsning. Alternativt anbefales det at anvende MitID Erhverv.
Registrér som privat borger eller forening uden CVR-nummer
Her kan du registrere overvågningskameraer og/eller foretage ændringer af eksisterende registreringer.
Registrér kameraer (mobil og tablet kan ikke benyttes)Registrér som virksomhed, offentlig myndighed, forening mv.
Her kan du registrere overvågningskameraer og/eller foretage ændringer af eksisterende registreringer.
Registrér kameraer (mobil og tablet kan ikke benyttes)Hav følgende klar
Personligt MitID (privat borger) eller MitID medarbejdersignatur (virksomhed, offentlig myndighed, forening mv.)
Adresse, hvor kameraerne er placeret på, og hvor kameraerne er opsat (fx hovedindgang). Du kan også markere placeringen på et kort.
Evt. supplerende oplysninger om overvågningskameraerne, såsom lagringstid, antal kameraer, særlige forhold m.v.
Kontaktoplysninger på person(er), som politiet kan rette henvendelse til for at få adgang til optagelser i forbindelse med en eventuel efterforskning.
Værd at vide
Jf. den obligatoriske registreringspligt er man forpligtet til at foretage minimum én registrering pr. adresse med overvågning af et område, der benyttes til almindelig færdsel. En registrering kan repræsentere én adresse med et antal kameraer, eller den kan repræsentere et enkelt kamera. Det kan i nogle tilfælde være værdifuldt for politiet, at hvert kamera er registreret. Dette er dog frivilligt.
I forbindelse med lovændring i tv-overvågningsloven om obligatorisk registrering i Politiets Kameraregister, er tast-selv-løsningen og proceduren for kameraregistrering ændret for virksomheder og offentlige myndigheder, der tidligere har fremsendt kameralokationer i Excel-fil til politiet med henblik på registrering.
Nu er det udelukkende tast-selv-løsningen på politi.dk/kamera, som skal benyttes til at foretage kameraregistreringer. Det er fremover ikke muligt at fremsende kameraregistreringer i en Excel-fil til politiet.
Virksomheden og den offentlige myndighed skal således logge ind på tast-selv-løsningen ved brug af MitID-medarbejdersignatur tilknyttet virksomheden eller den offentlige myndighed.
Efter login vil det være muligt at se de tidligere indsendte kameraregistreringer, hvor det også vil være muligt at redigere/opdatere oplysningerne. Politiet opfordrer til, at virksomheder og offentlige myndigheder opdaterer de tidligere indsendte oplysninger, men der er ikke et strafansvar forbundet med manglende opdatering af de oplysninger, der stammer fra tidligere indsendte Excel-ark.
Det skal bemærkes, at hvis tidligere indsendte kameraregistreringer i Excel-fil til politiet ikke fremgår efter login, skal kameraregistreringerne indtastes på ny. Manglende registrering af tv-overvågning, som filmer områder, der benyttes til almindelig færdsel vil således – efter den obligatoriske registreringsordnings ikrafttræden - kunne straffes med en bøde.
Såfremt alle kameraer tages ned på adressen, eller hvis adressen fraflyttes, skal ændringerne registreres i Politiets Kameraregister inden for 14 dage.
Som udgangspunkt må overvågningsmateriale opbevares i maksimalt 30 dage. Overvågningsmaterialet må dog i særlige tilfælde gemmes i længere tid, fx hvis det er nødvendigt af hensyn til indgivet anmeldelse til politiet om strafbart forhold. Det kræver dog, at det senest 30 dage efter optagelsen kan dokumenteres, at der er indgivet en anmeldelse, fx ved en kopi af anmeldelseskvitteringen.
Overvågningsmateriale, der opbevares i et længere tidsrum, skal slettes når materialet er overdraget til politiet.
Lovgivning
Tv-overvågningsloven er ændret ved lov nr. 802 af 9. juni 2020. Lovændringen betyder bl.a., at offentlige myndigheder og private fremover har pligt til at registrere deres overvågningskameraer i Politiets Kameraregister, hvis de foretager tv-overvågning af gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig færdsel.
Det betyder, at private virksomheder, foreninger mv., der i henhold til tv-overvågningsloven eller efter særlig tilladelse fra politiet foretager tv-overvågning af et område, der benyttes til almindelig færdsel, har pligt til at registrere deres tv-overvågningskameraer.
Private borgere, som foretager tv-overvågning, fx af egen indkørsel, er ikke omfattet af registreringspligten. Politiet opfordrer private borgere til fortsat på frivillig basis, at registrere deres tv-overvågninger i Politiets Kameraregister.
Med lovændringen bliver det også obligatorisk at indberette væsentlige ændringer i Politiets Kameraregister. Overtrædelse af kravet om registrering af tv-overvågning og væsentlige ændringer i Politiets Kameraregister kan medføre en bødestraf.
Bekendtgørelse om ikrafttræden af § 1, nr. 10, i lov om ændring af lov om tv-overvågning
Bekendtgørelse om fastsættelse af seneste tidspunkt for obligatorisk registrering af tv-overvågning
Kontakt dit lokale tilladelseskontor
Hvis du har spørgsmål til lovgivningen på området eller brug for hjælp til ansøgning til tilladelse, kan du kontakte tilladelseskontoret i din politikreds
Se kontaktoplysninger