Foto: Nordjyllands Politi
Bamselommevenner er små strikkede eller hæklede bamser, som politiet nogle steder i landet har med i patruljebilerne. Når vi tager hånd om børn, der er involveret i svære situationer, fx færdselsuheld eller sager om vold, kan vi give dem en bamse og forsøge at skabe tryghed, afledning og noget rart at fokusere på. Bamserne er små, så de passer til en barnehånd og kan være i en lomme.
Idéen til bamselommevennerne startede i Nordjyllands Politi og har efterfølgende bredt sig til flere politikredse. Hvis du har lyst til at strikke eller hækle en bamselommeven til de børn, politiet hjælper, vil vi med tak tage imod din bamse på politistationer flere steder i landet. Du kan se, hvilke politikredse der tager imod de strikkede/hæklede venner nedenfor.
Tak for din tid og indsats.