Spring til hovedindhold

Forslag

Motorcykelbetjent

Politiets motorcykelbetjente kaldes også for færdselsbetjente. De foretager fx færdselskontroller og eskortekørsel.

MC betjent

Motorcykelbetjente varetager mange forskellige opgaver inden for færdselsområdet. Betjentene bruges hovedsageligt til klassiske færdselskontroller, som fx spiritus- og fartkontroller. De bruges dog også til eskortekørsel af VIP-personer, hvor de både bidrager til sikkerheden og får kortegen gnidningsfrit gennem trafikken. Samt hjælper ambulancer hurtigt frem.

 

Motorcykelbetjente er politifolk, der har gennemgået et fire-ugers kursus, hvor både køreteknik og –taktik trænes intensivt. Ud over dette kursus har motorcykelbetjente selvfølgelig MC-kørekort.

Motorcykelbetjent

Udstyr og uniform
En motorcykelbetjent har både en sommer- og vinterdragt. De ser ens ud, men vintertøjet har for indvendigt. På billedet ses motorcykelbetjenten i sit vintertøj. Der er reflekser på både sommer- og vinterdragten. Motorcykelbetjente bærer lige som almindelige politibetjente også pistol, peberspray, håndjern, lygte, SINE-radio og knippel i deres bælte.
Motorcykelbetjente kører med handsker for at beskytte deres hænder mod kulde, men også som beskyttelse, hvis de skulle være uheldige at falde. Der findes både sommer- og vinterhandsker. De ser ens ud, men vinterhandsken har mere for og går længere op ad armen.
Hjelmen har indbygget radio, så motorcykelbetjentene kan kommunikere, mens de kører.