Spring til hovedindhold

Forslag

Undgå at blive offer for datingsvindel

Datingsvindel er en form for svindel, hvor en gerningsperson indgår i et romantisk forhold med forurettede med det formål at manipulere dem til at overføre penge. Datingsvindel kaldes også for kærestesvindel og vil ofte have alvorlige personlige og økonomiske konsekvenser for forurettede.

Datingsvindel foregår typisk ved, at en gerningsperson tager kontakt til forurettede på sociale medier. Dette kan være en direkte besked eller en venneanmodning på fx Facebook eller Instagram. Herefter opbygges en personlig relation, der med tiden udvikler sig til et romantisk forhold.

Forholdet udleves udelukkende online, på sociale medier og via telefonen. Forholdet opbygges og udvikles over en længere periode, og gerningspersonen vil løbende finde på undskyldninger for ikke at kunne mødes fysisk med den forurettede fx på grund af udstationering i udlandet.

Selve svindlen foregår typisk ved, at gerningspersonen pludselig får brug for at låne et større pengebeløb af forurettede til en krisesituation eller overtaler forurettede til at investere i falske investeringsmuligheder.

Vær på vagt over for datingsvindel - også selvom du er forelsket.
Råd til at undgå datingsvindel
Gerningspersonen vil ofte have mange undskyldninger for ikke at kunne mødes med dig. Det kan fx være, at vedkommende påstår at være soldat, udstationeret i udlandet, eller at personen arbejder på en boreplatform. Du bør derfor forholde dig skeptisk, hvis personen, du skriver med, ikke indvilger i at mødes med dig fysisk.
Gerningspersonen vil ofte bede dig om et lån i forbindelse med en pludseligt opstået personlig krise eller tilbyde investeringsmuligheder. Overfør ikke penge til personer, du ikke har mødt i virkeligheden og vær på vagt, hvis personen påstår at være en kendt person.
Brug altid tid på at sætte dig ind i den person, du kommunikerer med. Søg personen frem på Google, og tjek om vedkommendes sociale medier virker troværdige. Du kan også kontrollere, om personens profilbilleder er stjålet eller manipuleret ved at lave en omvendt billedsøgning på Google. På den måde kan du se, om billederne bruges andre steder på nettet. Klik på 'billeder' i højre hjørne på Google.dk, klik på det lille kamera i søgefeltet og upload herefter billedet.

Søg hjælp og støtte til at komme ud af relationen fx hos en offerrådgivning:

 

Organisationen Offerrådgivningen