Råd til at undgå svindel med ferie- og lejeboliger
Hvis du skal leje gennem en privatperson, er det en god idé at kræve at se dokumentation for ejerskabet. Du kan se, hvem der ejer boligen på tinglysning.dk eller boligejer.dk.
Du kan kontrollere, om billederne af lejligheden er stjålet eller manipuleret ved at lave en omvendt billedsøgning på Google. På den måde kan du se, om billederne bruges andre steder på nettet. Klik på 'billeder' i højre hjørne på Google.dk, klik på det lille kamera i søgefeltet og upload herefter billedet.
Betal aldrig forudbetalt leje, depositum eller husleje for en bolig, du ikke har været i fysisk. Hvis du siger ja til en bolig, som du fx kun har set over Facetime eller video, kan du risikere, at den slet ikke eksisterer. Det er derfor altid en god idé at se boligen i virkeligheden og sikre sig, at den eksisterer og ligger på den adresse, der er oplyst. Tjek ved samme lejlighed, at navn stemmer overens på kontaktperson/nuværende lejer, postkasse og hoveddør/dørtelefon.
Hvis prisen er væsentligt lavere end andre lignende boliger, kan der være tale om svindel.
Sørg for at overføre depositum, husleje eller forudbetalt leje til en dansk bankkonto, så du altid har dokumentation for, at du har overført pengene. Overfør først, når du har set lejligheden fysisk og sikret dig, at udlejer er den retmæssige ejer.
Vær påpasselig, hvis du bliver bedt om at overføre penge til en udenlandsk konto fx via Western Union eller PayPal. Mange gerningspersoner forsøger at gemme sig bag udenlandske konti eller udenlandske online betalingsløsninger, og det kan være svært at få penge retur fra udlandet.
Vær særlig opmærksom, hvis du bliver kontaktet af en udlejer, som tilbyder leje uden om udlejningstjenesten, så I begge kan spare penge. Betal via den udlejningsplatform, hvor du har fundet boligen. Du bør selv skrive platformens hjemmeside ind i dit browservindue, fremfor at tilgå boligen via et link fra fx sociale medier eller sms for at undgå falske hjemmesider.
Hold dialogen med udlejer på den udlejningsplatform, du anvender. Udlejningsplatformene har typisk nogle sikkerhedsprocedurer, der ofte gør det nemmere at kontrollere falske profiler og falske annoncer.
Send aldrig billeder af pas, kørekort, sygesikring m.m., heller ikke selvom udlejer beder om det. Du kan risikere, at dine oplysninger bliver misbrugt, eller at der bliver oprettet falske profiler i dit navn til brug for yderligere svindel af andre.
Få en lejekontrakt med udlejers underskrift og få eventuelt en fagperson til at kigge kontrakten igennem, før du selv skriver under. Det er vigtigt, at du har set boligen fysisk, inden du underskriver lejekontrakten eller overfører penge.
Vær på vagt, hvis udlejer vil have dig til at skrive under på kontrakten med det samme. Hvis udlejer forsøger at presse dig til at tage hurtige beslutninger, kan det være et tegn på, at der er noget galt.