Selvom du har afgivet forklaring til politiet, kan du senere blive indkaldt i retten for at fortælle det, som du har oplevet.
Hverken dommer, forsvarer elle anklager har været til stede, da du afgav forklaring til politiet, og det er vigtigt, at retten hører din forklaring direkte i stedet for at læse den i politiets rapporter.
I retten vil du blive omtalt som vidne, også selvom du er blevet omtalt som den forurettede hos politiet.
På Anklagemyndighedens hjemmeside kan du se en video om at vidne i retten og læse mere om dét at vidne, fx om at afgive forklaring, uden at den tiltalte er til stede i retslokalet. Du kan også få svar på oftest stillede spørgsmål fra vidner og ofre.
Generel information til vidner
Forklaring fra et vidne kan være et vigtigt bevis i en straffesag. Hvis den forbrydelse, som du har været vidne til, skal behandles af en domstol, vil du måske blive indkaldt til at afgive vidneforklaring i retten.
Information til vidner i sager om bandekriminalitet eller andre grove forbrydelser
Hvis du har været vidne til bandekriminalitet, grov personfarlig kriminalitet eller anden lignende alvorlig kriminalitet, kan du blandt andet få tilbudt en kontaktperson i politiet og en bistandsadvokat.
Hvis du skal afgive vidneforklaring i retten, har gerningsmanden (den tiltalte) krav på at høre din forklaring. I helt særlige tilfælde kan retten beslutte, at gerningsmanden skal føres ud, mens du afgiver forklaring.
Hvis gerningsmanden bliver ført ud af retslokalet, mens du afgiver forklaring, vil han/hun enten høre din forklaring fra et andet lokale eller få læst din forklaring op, når du har forladt retslokalet.
Retsmøder i straffesager er offentlige. Det betyder, at alle kan overvære en straffesag. Et vidne må dog først overvære sagen, efter vidnet har afgivet forklaring. Derudover er det muligt i særlige tilfælde at afholde (dele af) retsmødet uden tilhørere (retsmøde for lukkede døre).
I sager om grovere kriminalitet, herunder bandekriminalitet, skal retten nægte adgang for tilhørere, hvis der er grund til at frygte, at vidnet ellers ikke vil give en sandfærdig forklaring.
Det er normalt ikke muligt at være anonym, når du bliver afhørt i retten. I særlige tilfælde kan retten dog beslutte, at gerningsmanden (den tiltalte) fx ikke må få oplyst dit navn og din bopæl.
Hvis du mener, at tiltalte ikke skal oplyses om din identitet, skal du rette henvendelse til din kontaktperson hos politiet. Du kan også kontakte den, der har indkaldt dig til retsmødet.