Bornholms Politi: uddrag af døgnrapporten 15. juni 2024
Uddrag af døgnrapporten fra fredag den 14. juni kl. 7.00 til lørdag den 15. juni kl. 7.00.
I Allinge
Spirituskørsel
En patrulje observerede kl. 20.30 en 54-årig kvinde fra Allinge, der steg ud af sin bil ved tankstationen i Allinge, som blev skønnet beruset. Kvinden fik målt sin promille, der viste over det tilladte og blev sigtet for spirituskørsel.
Uro og uorden
En 37-årig mand med ukendt adresse blev på Folkemødet sigtet for knivloven, da han viftede med en køkkenkniv og efterfølgende smed den fra sig. Han blev anholdt og taget med til stationen.
En 51-årig mand fra København blev anholdt og sigtet for ikke at følge politiets anvisninger, da han skabte uro i området omkring busholdeplads på Kirkeplads i Allinge, blandt andet ved at råbe efter politiet og ved at genere en buschauffør.
Kl. 6.38 fredag morgen uddelte politiet en bøde til en mand for at urinere på et offentligt sted på Tejnvej i Allinge.
Tyveri
En 21-årig mand fra Rønne blev omkring midnat sigtet for at stjæle 50 shotsrør til en værdi af 1000 kr. fra en bar på Folkemødet.
Derudover blev der anmeldt fire butikstyverier fra Netto i Allinge, som havde ansat en butiksdetektiv. Der blev stjålet varer for mindre beløb.
Færdsel
Der har igen været travlhed hos Politiet med at holde styr på trafikken på og omkring Folkemødet. Der er stadig mange, der parkerer ulovligt, og der er blevet uddelt i alt ca. 160 parkeringsafgifter af kommunens P-vagter og af Politiet. Tre biler er blevet bugseret væk fra parkeringsområderne på Folkemødet, fordi de spærrede for andre biler. Der har også været problemer med ophobning af parkerede cykler, som blokerede redningsvejene ned til Folkemøde-området.
Derudover har Politiet i Allinge uddelt fem bøder til cyklister, som kørte uden lys. Tre bilister fik en bøde for at benytte håndholdt telefon under kørslen, og en bilist blev sigtet for at køre mod ensretningen i Pilegade. Derudover fik føreren af en knallert en bøde for at placere sig forkert på kørebanen.
Politiet opfordrer alle folkemødegæster til at væbne sig med godt humør og tålmodighed, når de skal til og fra Folkemødet. Følg anvisningerne på parkeringspladserne, så de kan blive udnyttet effektivt. Hvis man kommer på cykel, så stil cyklen i cykelstativerne. Cykler der blokerer redningsveje vil blive fjernet.
Resten af øen
Spirituskørsel
En 23-årig mand fra Herning blev kl. 3.22 stoppet på Haslevej i Rønne og sigtet for spirituskørsel, da han havde en promille over det tilladte.
Færdselsuheld
Kl. 20.30 kom en anmeldelse af et færdselsuheld, som involverede en civil politibil, i krydset mellem Dueoddevej og Skrokkegårdsvejen i Nexø. Den civile politibil kom kørende i sydlig retning ad Skrokkegårdvejen og overtrådte sin vigepligt i krydset til Dueoddevej. Derved påkørte den civile politibil en anden personbil. Ingen kom til skade ved uheldet.
Kl. 22.34 var der et solo-færdselsuheld i krydset mellem Dueoddevej og Hovedgade i Nexø. En 61-årig mand fra Nexø kørte i grøften, så bilen væltede rundt. Han var blev målt til at have en promille over det tilladte og blev sigtet for spirituskørsel. Ingen kom til skade ved uheldet.
Uro
Politiet fik kl. 1.25 natten til lørdag en anmeldelse om, at en 33-årig mand fra Odense, der havde været til folkemøde, var svært beruset og ved at smadre sit hotelværelse på et feriecenter i Hasle. Han var derudover efterlyst til afsoning. Politiet rykkede ud og foretog en anholdelse af den pågældende person.
Færdsel
Kl. 9.13 fik blev en bilist stoppet på Åkirkebyvej i Rønne og sigtet for overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen, da køretøjet ikke var indregistreret eller forsikret.På Randkløvevej i Østermarie fik føreren af en knallert en bøde for at placere sig forkert på vejen.
Derudover blev der uddelt to bøder til bilister i Rønne for at benytte håndholdt telefon under kørslen.