Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 14. september 2026
Uddrag af døgnrapporten fra fredag den 11. september kl. 07.00 til mandag den 14. september kl. 07.00.
Brand
Fredag kl. 12.31 modtog Bornholms Politi en anmeldelse om, at der var ild i noget løst halm på en mark på Buldregårdsvej i Nyker. Politi og brandvæsen kom til stedet og kunne der konstatere, at der var tale om en kontrolleret afbrænding, hvor alle nødvendige tilladelser var i orden.
Færdselsuheld
Fredag kl. 21.21 kom en anmeldelse om et færdselsuheld på Styrmandsstræde i Rønne, hvor en knallert med to personer på var kørt ned i et dybt hul i vejen, som var blevet etableret i forbindelse med noget entreprenørarbejde. Føreren af knallerten, en 30-årig mand fra Rønne, blev sigtet for en lang række forseelser, blandt andet for at køre under påvirkning af spiritus og euforiserende stoffer, for kørsel uden førerret, for ikke at have styrthjelm på og for at køre på en knallert, der var konstruktivt ændret. Ingen af de involverede var kommet alvorligt til skade.
Unge bilister uden ledsager
En 17-årig mand fra Nexø blev lørdag kl. 00.17, som var fører af en personbil, blev lørdag kl. 00.17 standset på Rønnevej i Aakirkeby. Den pågældende havde ingen voksen ledsager, selvom det er et lovkrav for 17-årige bilister mellem kl. 20 og 05. Han blev derfor sigtet for ikke at opfylde de gældende betingelser.
Søndag kl. 01.20 blev yderligere en 17-årig bilist standset uden en voksen ledsager. Den pågældende, som var en ung mand fra Østermarie, blev standset af politiet på Hans Thygesens Vej i Listed.
Spirituskørsel
Lørdag kl. 00.55 blev en 41-årig kvinde fra Rønne standset i bil på Rønnevej i Aakirkeby. Kvinden viste sig at have en alkoholpromille over det tilladte og blev derfor sigtet for spirituskørsel.
Lørdag kl. 12.55 blev en 62-årig mand fra Gudhjem sigtet for spirituskørsel, efter at han var blevet standset i bil på Nybrovej i Østerlars. Alkoholpromillen viste sig at være så høj, at mandens kørekort blev midlertidigt inddraget. I forbindelse med en ransagning af den 62-åriges bil blev der fundet en kniv samt en økse. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven.