Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 17. september 2026
Uddrag af døgnrapporten fra onsdag den 16. september kl. 07.00 til torsdag den 17. september kl. 07.00.
Spirituskørsel
En 58-årig kvinde fra Klemensker, som var fører af en personbil, blev onsdag kl. 17.55 standset af politiet på Stavsdalvej i Østerlars. Kvinden blev målt til at have en alkoholpromille over det tilladte og blev derfor sigtet for spirituskørsel.
Unge skabte uro omkring Åvangsskolen
Onsdag kl. 20.46 fik Bornholms Politi en anmeldelse om, at en gruppe unge skabte uro i området omkring Campus, Åvangsskolen og i de omkringliggende gader. Blandt andet var der meldinger om, at der blev banket på døre og vinduer i området og råbt flabede ting efter beboerne i området. Da politiet kom til stedet, befandt der sig cirka 50 unge mennesker i gaderne i området, hvoraf flere stak af, da de så politiet. Politiet blev efterfølgende i området i noget tid for at skabe ro.
Bornholms Politi vil gerne opfordre forældre til børn, der går i ungdomsskolen på Åvangsskolen, til at tage en snak med deres børn om, hvordan man opfører sig. Såfremt borgere i området oplever noget lignende en anden gang, bedes de ringe til politiet på tlf. 114.
Færdsel
To bilister, en 47-årig mand og en 57-årig mand, begge fra Rønne, fik onsdag hver en bøde på 1.500 kr. samt et klip i kørekortet for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen i Rønne. De skal derudover hver betale et bidrag på 1.000 kr. til Offerfonden.