Spring til hovedindhold

Forslag

Bornholms Politi

Døgnrapport

26. maj 2026 10:53

Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 26. maj 2026

Uddrag af døgnrapporten fra fredag den 22. maj kl. 07.00 til tirsdag den 26. maj kl. 07.00.

Sigtelse for vold og voldtægt

En 48-årig mand fra Bornholm blev mandag fremstillet i grundlovsforhør ved Rettet på Bornholm sigtet for vold og voldtægt. Den 48-årige blev idømt varetægtsfængsling frem til den 28. maj kl. 09.00. Der kan ikke oplyses yderligere om sagen på nuværende tidspunkt af efterforskningsmæssige hensyn.

 

Færdselsuheld

Fredag kl. 09.44 blev der anmeldt et færdselsuheld på Østre Ringvej i Rønne, hvor to personbiler var kørt sammen, da den ene bil, ført af en 60-årig kvinde fra Rønne, kørte ud fra en parkeringsplads. Der var betydelig skade på de involverede biler, men ingen personer kom til skade ved uheldet. Den 60-årige kvinde blev sigtet for at overtræde vigepligten.

 

Spiritus- og narkokørsel

En 23-årig mand blev fredag kl. 10.33 standset i bil af politiet i Vibegårds Runddel i Rønne. En narkotest viste, at han var påvirket af cannabis samt kokain, og han blev derfor sigtet for at køre bil under påvirkning af euforiserende stoffer.

Fredag kl. 21.39 blev en 64-årig mand fra Bodilsker standset i bil i Nexø. Han blev målt til at have en alkoholpromille over det tilladte, og han blev derfor sigtet for spirituskørsel.

 

Brand

Fredag kl. 14.18 kom en anmeldelse om en mindre naturbrand omkring udsigtsbroen ved Zahrtmann Sø i Rønne. Der kom røg fra den tørre bevoksning under broen, som formentlig var blevet antændt af et cigaretskod. Bornholms Brandvæsen fik hurtigt slukket gløderne.

 

Musik til ulempe

Bornholms Politi modtog i løbet af weekenden flere anmeldelser om at der blev spillet høj musik, som var til gene for de omkringboende. Blandt andet kom der lørdag kl. 22.03 en anmeldelse om høj musik fra et forsamlingshus i Pedersker. En patrulje kørte til stedet og fik selskabet til at skrue ned for musikken.

 

Hastighedsmålinger

Bornholms Politi udførte fredag hastighedskontrol med ATK-bilen på Rønnevej i Olsker, hvor 50 km/t er tilladt. Her blev fem biler målt til at køre for hurtigt. Den højeste hastighed blev målt til 74 km/t, hvilket udløser et klip i kørekortet.

Lørdag foretog Bornholms Politi manuelle hastighedsmålinger med laser omkring Rønne. Her blev en 55-årig kvinde fra Hasle taget i at køre 110 km/t, hvor 80 km/t er tilladt. Det udløste en bøde på 3.000 kr. samt et klip i kørekortet. Derudover skal kvinden betale et bidrag på 1.000 kr. til Offerfonden.

Søndag blev en 21-årig mand fra Østermarie standset af politiet på Aarsdalevej i Nexø, hvor han blev sigtet for at køre 138 km/t, hvor 80 km/t er tilladt. Det udløser en bøde på 4.800 kr. samt en betinget frakendelse af kørekortet. Derudover skal den 21-årige betale et bidrag på 1.000 kr. til Offerfonden. 

Mandag blev der foretaget hastighedsmålinger med ATK-bilen på Stavsdalvej i Østerlars. Her blev 11 biler målt til at køre for hurtigt, og tre af dem fik et klip i kørekortet. Den højeste hastighed blev målt til 77 km/t, hvor 50 km/t er tilladt. Der blev også målt hastighed på Birgersvej i Aakirkeby. Her overholdt alle hastighedsgrænsen.

 

Andre færdselssager

Fire bornholmske bilister fik fredag hver en bøde på 1.500 kr. samt et klip i kørekortet for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen i henholdsvis Østerlars og Rønne. Bilisterne skal derudover betale et bidrag på 1.000 kr. til Offerfonden.

En 82-årig mand fra Klemensker blev lørdag standset i bil i Nyker, hvor han blev sigtet for at køre bil uden at have kørekort til det.

Søndag blev en gruppe unge mænd på knallerter standset af politiet i Listed. Fem mænd i alderen 26-31 år, alle fra Sjælland, blev sigtet for at føre knallerter, som var konstruktivt ændret til at kunne køre for hurtigt. Derudover blev en af dem sigtet for at føre knallert, på trods af at han var frakendt førerretten.

Pressekontakt

 

E-mail: bornh-kommunikation@politi.dk

Telefon: 2323 1448

22. maj 2026

Bornholms Politi

Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 22. maj 2026

Uddrag af døgnrapporten fra torsdag den 21. maj kl. 07.00 til fredag den 22. maj kl. 07.00.

21. maj 2026

Bornholms Politi

Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 21. maj 2026

Uddrag af døgnrapporten fra onsdag den 20. maj kl. 07.00 til torsdag den 21. maj kl. 07.00.

20. maj 2026

Bornholms Politi

Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 20. maj 2026

Uddrag af døgnrapporten fra tirsdag den 19. maj kl. 07.00 til onsdag den 20. maj kl. 07.00.