Spring til hovedindhold

Forslag

Bornholms Politi

Døgnrapport

8. september 2025 09:56

Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 8. september 2025

Uddrag af døgnrapporten fra fredag den 5. september kl. 07.00 til mandag den 8. september kl. 07.00.

Færdselsuheld

Fredag kl. 18.14 kom en anmeldelse om et trafikuheld i krydset mellem Røvej og Kildegårdsvej i Olsker. En 66-årig kvinde fra Sjælland var kommet kørende ad Røvej og skulle svinge til venstre ind på Kildegårdsvej. I forbindelse med svingningen overså kvinden en modkørende bil ført af en 40-årig mand fra Rø, hvilket førte til kollision mellem de to biler. Ved uheldet skete der betydelige materielle skader på begge biler, men ingen personer kom alvorligt til skade. Den 40-årige mand blev kørt til kontrol på Bornholms Hospital. Den 66-årige kvinde blev sigtet for at have overtrådt vigepligten.

Lørdag eftermiddag fik politiet en anmeldelse fra en tysk turist om, at hans bil var blevet påkørt, mens den havde været parkeret på Storegade i Rønne i tidsrummet fra lørdag kl. 10.45 til lørdag kl. 13.00. Politiet hører gerne fra den person, som har været involveret i påkørslen, eller eventuelle vidner på tlf. 114.

 

Besiddelse af euforiserende stoffer

En 25-årig mand fra Rønne blev natten til lørdag fundet i besiddelse af 8 gram kokain, der var pakket i salgsposer med 1 gram i hver, samt en mindre mængde hash, da han blev visiteret af politiet på en restauration på Store Torvegade i Rønne. Den 25-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Han blev bortvist fra restaurationen og fik forbud mod at indfinde sig som gæst på stedet i to år.

 

Brand

Lørdag kl. 10.21 kom en anmeldelse om en brand i en lejlighed på Holger Lundgrens Vej i Rønne, som angiveligt var opstået omkring en elkedel i køkkenet. Branden blev hurtigt slukket af brandvæsnet, inden den nåede at brede sig.

 

Bugsering af drivende skib 

Lørdag eftermiddag bugserede Marinehjemmeværnet et drivende svensk indregistreret fiskefartøj til Hasle Havn. Forsvarets redningstjeneste, JRCC, var forinden blevet kontaktet af de svenske myndigheder angående det drivende skib, som var blevet slæbt af et andet skib, der var forlist. Den svenske kystredningstjeneste havde transporteret skibets besætning til Sverige, men da skibet var i dansk farvand blev JRCC kontaktet for videre håndtering af det drivende skib. Ved ankomsten til Hasle Havn blev skibet besigtiget af politiet.

 

Indbrud

Lørdag kl. 14.29 blev der anmeldt et indbrud i et hus på Ved Brønden i Rønne, hvor et køkkenvindue var blevet brudt op. Der var blevet stjålet knive samt smykker. Indbruddet var sket i tidsrummet fra den 29. august til den 6. september. Bornholms Politi hører gerne fra eventuelle vidner, som kan have hørt eller set noget, på tlf. 114. 

 

Færdsel

Fire bilister fik fredag en bøde på 1.500 kr. og et klip i kørekortet for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen. De skal, ud over bøden, betale et bidrag på 500 kr. til Offerfonden. De blev alle stoppet i Rønne.

En 63-årig mand fra Allinge blev fredag kl. 10.27 stoppet i bil af politiet, efter at han var blevet målt til at køre 87 km/t på Haslevej i Rønne, hvor 60 km/t er tilladt. Det udløste en bøde på 3.600 kr. samt et klip i kørekortet. Derudover skal han betale 500 kr. til Offerfonden.

Politiets ATK-bil foretog fredag hastighedsmålinger på Gudhjemvej i Gudhjem. Her blev ni biler målt til at køre for hurtigt. Den højeste hastighed blev målt til 81 km/t, hvor 60 km/t er tilladt. 

Der blev også målt hastighed med ATK-bilen på Munch Petersens Vej i Rønne. Her blev to biler målt til at køre hurtigere end de tilladte 50 km/t. Den højeste hastighed blev målt til 81 km/t.

Pressekontakt

 

E-mail: bornh-kommunikation@politi.dk

Telefon: 2323 1448

9. september 2025

Bornholms Politi

Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 9. september 2025

Uddrag af døgnrapporten fra mandag den 8. september kl. 07.00 til tirsdag den 9. september kl. 07.00.

5. september 2025

Bornholms Politi

Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 5. september 2025

Uddrag af døgnrapporten fra torsdag den 4. september kl. 07.00 til fredag den 5. september kl. 07.00.

4. september 2025

Bornholms Politi

Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 4. september 2025

Uddrag af døgnrapporten fra onsdag den 3. september kl. 07.00 til torsdag den 4. september kl. 07.00.