Døgnrapport Bornholm
Bornholms Politi: uddrag af døgnrapporterne fra fredag den 12. marts 2021 kl. 0700 til tirsdag den 16. marts kl. 0700
Inddragelse af nummerplader
Der er tilsyneladende en del, som glemmer at betale deres køretøjs grønne afgift. I weekenden blev der således klippet nummerpladerne af 9 køretøjer, hvis restancer var af ældre dato.
Færdselsuheld
Lørdag den 13. kl. 1545 kørte to biler sammen på Sandershøjvej/Aarsballevej i Klemensker, da den ene part ikke overholdt sin ubetingede vigepligt. I det ene køretøj var der foruden den 36 årige fører to børn på henholdsvis 1½ og 4 år. I det andet køretøj befandt sig en 58 årig fører. De blev alle i de tilkaldte ambulancer kørt til akutmodtagelsen, men der var tilsyneladende ingen, som var kommet alvorligt til skade. Der venter nu den ene part en bøde for overtrædelse af den ubetingede vigepligt.
ATK
Lørdag den 13. holdt målebilen i tre timer på Rønnevej i Olsker indenfor byzonen, hvor tre bilister havde for tung speederfod. Den højeste kørte 67 km/t. Senere holdt den i 2½ time på Vestermarie-vej indenfor byzonen, hvor seks bilister kørte for stærkt. Her kørte den hurtigste 63 km/t.
Søndag den 14. holdt målebilen i tre timer på Segenvej i Almindingen i 70 km/t zonen. Her passerede tre biler med for høj hastighed. Den hurtigste kørte 91 km/t. Senere holdt den i 2½ time på Strandvejen i Hasle udenfor byzonen. Her var der heldigvis ingen som kørte for hurtigt.
Underlig opførsel
Mandag den 15. kl. 0730 blev en mand set klistre gaffatape henover skiltene med Covid-19 testcenter i rundkørslen ved Zahrtmanns Runddel. Han blev heldigvis genkendt og kan nu afvente besøg af en Bornholms Politis patruljer.