Spring til hovedindhold

Forslag

Bestil privat straffeattest

Bestil en straffeattest som privat person eller bestil en privat straffeattest på en anden person, der har givet samtykke. Du bestiller straffeattesten digitalt.

Hvis du oplever problemer

Hvis du oplever tekniske problemer i forbindelse med underskriften, eller når du skal give dit samtykke, kan det skyldes dit internetprogram. Du kan enten prøve i et andet internetprogram (skift browser), eller prøve at slette din historik og dine gemte data inklusiv cookies.
Om privat straffeattest

Den private straffeattest indeholder oplysninger om de afgørelser, som du selv har adgang til.

 

Det er gratis at få en privat straffeattest.

 

Straffeattesten kan bestilles digitalt ved hjælp af knapperne ovenfor. For at bestille og modtage straffeattesten digitalt, skal du have digital post.

 

Er du fritaget for digital post, men har MitID, kan du godt bestille din straffeattest digitalt, og attesten vil blive sendt til din folkeregisteradresse.

 

Har du ikke MitID kan attesten bestilles fysisk - se punktet "Hvordan kan attesten bestilles skriftligt".

 

Du kan også bestille din private straffeattest ved personlig henvendelse på en politistation inden for dennes almindelige åbningstid. Du skal du medbringe ID, der indeholder billede og fødselsdato.

 

Der er ingen regler i forhold til, hvad den private straffeattest bruges til, men den typiske grund til bestilling er til brug for jobsøgning.

 

Du kan højst bestille to private straffeattester inden for et døgn og fem private straffeattester inden for 14 dage. Hvis du bestiller private straffeattester på flere sprog på én gang, tæller det kun som en bestilling af straffeattest.

 

Hvis der er tilførsler til straffeattesten betyder det ikke nødvendigvis, at personen ikke kan bliver ansat i et givent job. Det er altid arbejdsgiverens egen vurdering i hvert enkelt tilfælde i forhold til den påtænkte beskæftigelse.


En privat straffeattest med samtykke indeholder de samme oplysninger, som den straffeattest du som privat person selv kan bestille.

Alle kan få en privat straffeattest på en anden person, hvis den anden person giver samtykke til at udlevere oplysningerne.

Den private straffeattest udstedes kun, hvis der foreligger et samtykke.

En privat straffeattest med samtykke kan bestilles digitalt ved hjælp af knappen oven for. Der vil blive sendt en besked i digital post til den person, der søges på med anmodning om samtykke, som personen, der søges attest på, kan bekræfte eller afslå inden for 14 dage. Herefter virker linket ikke længere. Har personen der søges attest på ikke taget stilling til anmodningen inden for fristen på 14 dage, vil bestilleren automatisk modtage et afslag.
Inden du giver dit samtykke, skal du sikre dig at du kender bestilleren og ved i hvilken sammenhæng, attesten skal bruges.

En privat straffeattest med samtykke kan også bestilles fysisk. Se nærmere under punktet "Hvordan kan attesten bestilles skriftligt".

Hvis der er tilførsler til straffeattesten betyder det ikke nødvendigvis, at personen ikke kan bliver ansat i et givent job. Det er altid arbejdsgiverens egen vurdering i hvert enkelt tilfælde i forhold til den påtænkte beskæftigelse.

En privat straffeattest indeholder oplysninger om overtrædelse af:

 

• Straffeloven: Domme, bøder, frakendelser og tiltalefrafald med vilkår

• Lov om euforiserende stoffer: Domme og tiltalefrafald med vilkår

• Lovgivningen om våben og eksplosivstoffer: Domme og tiltalefrafald med vilkår

• Færdselsloven: Domme, hvor der er idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf eller retsfølger efter straffelovens §§ 68-70

• Lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning: Domme og tiltalefrafald med vilkår fra den 15. december 2013 og frem (vilkår kan handle om ikke at begå nyt strafbart forhold, betale en bøde, følge undervisning et bestemt sted eller at følge en behandling).

 

En privat straffeattest indeholder endvidere oplysninger om:

 

• Udenlandske afgørelser for tilsvarende lovovertrædelser, hvis de er registreret i Kriminalregisteret

• Opholdsforbud efter straffelovens §§ 79a - 79c

 

Oplysningerne om en begået lovovertrædelse fremgår af den private straffeattest i to til fem år regnet fra enten bødens betaling, dommen  eller løsladelsen.

Læs mere om, hvor længe afgørelser står på straffeattesten.

 

En privat straffeattest indeholder ikke oplysninger om bødeafgørelser, der alene:

 

• Indeholder overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer (ikke straffeloven)

• Indeholder overtrædelse af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer (ikke straffeloven)

 

Særlige regler når man er under 18 år:

 

Der gælder særlige regler om private straffeattester for unge, der på gerningstidspunktet var under 18 år.

 

Den første strafferetlige afgørelse for en lovovertrædelse, der er begået, før du fyldte 18 år, fremgår som udgangspunkt ikke af straffeattesten, hvis der er tale om bøde eller betinget fængselsstraf. Ordningen kaldes betinget notering.

 

Får du tiltalefrafald med vilkår om ungdomskontrakt, så medtages det ikke på den private straffeattest - heller ikke, hvis det ikke er den første strafferetlige afgørelse.

 

Ubetinget frihedsstraf mm.:

 

Ordningen gælder ikke i sager, hvor du er idømt en ubetinget frihedsstraf, en ungdomssanktion (straffelovens § 74a) eller en behandlingsdom (retsfølge efter straffelovens §§ 68-70). Dommen fremgår af straffeattesten, selvom det er den første strafferetlige afgørelse.

 

Ikke nye strafbare forhold:

 

Hvis din første afgørelse er afgjort med en bøde, og du ikke begår en ny lovovertrædelse inden for et år fra den første afgørelse, kommer den første afgørelse ikke til at fremgå af straffeattesten.

Hvis din første dom er afgjort med en betinget fængselsstraf, og du ikke begår et nyt strafbart forhold inden for tre år fra den første dom, kommer den første dom ikke til at fremgå af straffeattesten.

 

Nye strafbare forhold inden for tre år:

 

Hvis du inden for en periode på tre år fra den første afgørelse begår et nyt strafbart forhold, der efter de almindelige regler vil fremgå af straffeattesten, vil den første afgørelse også komme til at fremgå af straffeattesten.

Som privat borger er den eneste straffeattest, du selv kan få udstedt, en privat straffeattest. 

Sagsbehandlingstiden på levering af straffeattester er op til 5 arbejdsdage.
Du vil dog i langt de fleste tilfælde opleve at du modtager straffeattesten samme dag eller dagen efter din bestilling.

Ekspeditionstiden kan være længere, hvis du henter straffeattesten på en politistation eller skal have den sendt til din folkeregisteradresse, fordi du er fritaget for digital post eller er bosat i udlandet.

Du kan bestille en privat straffeattest på dansk, engelsk, tysk, fransk og spansk. Hvis din straffeattest ikke er ren, får du den dog kun på dansk.
 
Du kan højst bestille to private straffeattester inden for et døgn og fem private straffeattester inden for 14 dage. Hvis du samtidig bestiller private straffeattester på flere sprog, tæller det kun som én straffeattest.

Hvis du bestiller straffeattesten for en anden person, skal du indhente samtykke hos personen. Uden samtykke kan Kriminalregisteret ikke udstede attesten. Det gælder både attester, der bestilles digitalt, og attester, der bestilles skriftligt. Kun i særlige tilfælde er der et grundlag (hjemmel) for at udstede private straffeattester uden samtykke.
 
For at give eller afvise samtykke, skal du have adgang til din digitale postkasse og have accepteret at modtage post fra det offentlige i din digitale postkasse.
 
Når du skal give samtykke til udstedelse af en straffe- eller børneattest, skal du sikre dig, at du kender bestilleren og ved, i hvilken sammenhæng attesten skal udstedes.
 
Hvis du ikke har givet samtykke inden for 14 dage, bliver bestillingen afvist. Et skriftligt samtykke til Kriminalregisteret er gyldigt i et år. Hvis attesten endnu ikke er udstedt, kan du tilbagekalde dit samtykke.

 

Samtykkeerklæring til udstedelse af en privat straffeattest

 

 

Kriminalregisteret hører under Politiets Administrative Center.

Kontakt Kriminalregisteret