Spring til hovedindhold

Forslag

Droner

Læs her, hvad du skal gøre, hvis du tror, du har set ulovlig eller mistænkelig droneaktivitet.

Hvis du observerer en mistænkelig eller ulovlig drone

Lovlige droner bliver i større og større grad en del af normalbilledet i Danmark i takt med at droner bliver mere tilgængelige for både professionelle og privatpersoner. 

 

Størstedelen af dronerne i Danmarks luftrum udgør derfor ikke et problem eller en lovovertrædelse, og du skal ikke foretage sig noget i de situationer, hvor du vurderer, at der er tale om lovlig droneaktivitet. 

Mistænker du imidlertid, at der er tale om ulovlig eller mistænkelig droneaktivitet, skal du dog kontakte politiet. 

Inden du kontakter politiet, opfordrer vi til, at du dokumenterer hændelsen grundigt, for eksempel ved at fotografere og filme aktiviteten med din mobiltelefon. Film gerne lange sekvenser. Undlad at zoome ind. 

Når du har dokumentet hændelsen med foto og video, skal du ringe 1-1-4, hvor politiet blandt andet vil spørge dig om:

 

  • Hvor og hvornår har du observeret dronen?
  • Hvordan ser dronen ud?
  • Hvor stor er dronen?
  • Har dronen vinger eller rotorer?
  • Er der lys på dronen? Hvilke farver?
  • Er der andre kendetegn?
  • Er du bekendt med, om der er lufthavne eller anden kritisk infrastruktur i nærheden?
  • Hvordan fløj dronen?
  • Kan du se og beskrive drone-piloten?

Politiet modtager en del henvendelser om mistænkelig droneaktivitet, hvor det viser sig, at der faktisk er tale om fly, stjerner eller andre himmellegemer. Observér derfor gerne objektet længe nok til, at du med nogenlunde sikkerhed ved, at der ikke er tale om sådanne objekter eller en lovlig drone. Kontakt dog altid hellere politiet en gang for meget end en gang for lidt.