Spring til hovedindhold

Forslag

Fyns Politi

Nyhed

20. maj 2021 09:45

Nye opgaver for Fyns Politi i udrejsecenter på Langeland

Der venter Fyns Politi er lang række nye opgaver, når et nyt udrejse center for udvisningsdømte kriminelle åbner på Sydlangeland. For Fyns Politi bliver det helt afgørende, at borgerne på Langeland kan føle sig trygge og sikre, når det nye center åbner. I forbindelse med opgaven vil politikredsen få tilført nye medarbejdere.

Beslutningen om at åbne et nyt udrejsecenter for udvisningsdømte kriminelle på Langeland blev onsdag offentliggjort af regeringen. For Fyns Politi betyder etableringen af det nye center også en række nye opgaver, som politidirektør Arne Gram nu skal sætte i gang:

”Vi har fået en meget stor og spændende opgave i at skulle stå for den politimæssige indsats i det kommende udrejsecenter Holmegaard på Sydlangeland. Den er vi selvfølgelig klar til at gå i gang med, og i den forbindelse vil langelændernes tryghed og sikkerhed have vores fulde fokus. Når centret åbner vil Fyns Politi derfor være til stede i et større omfang, end det er tilfældet i dag”, siger politidirektør Arne Gram.

Fyns Politi skal stå for den fysiske sikkerhed på det nye udrejsecenter og for at sikre trygheden i området. Det betyder blandt andet, at udrejsecentret vil have døgnbemanding. Dertil kommer, at der bliver indsat faste politipatruljer ved centret og på den øvrige del af Langeland samt et øget beredskab til udrykning i akut opståede situationer.

”Der vil komme en øget og mere synlig tilstedeværelse af politi i og omkring udrejsecentret, men også på Langeland som helhed. At forestå tryghedsskabende indsatser på øen ligger mig meget på sinde, så øboerne kan fortsætte deres liv som hidtil”, siger Arne Gram.

Det er endnu for tidligt at sige præcist, hvor mange politifolk der blive tilført Fyns Politi og hvilke konkrete opgaver, de vil få, men ud over døgnbemanding og øget patruljering, så vil det være opgave inden for efterforskning, sagsbehandling og forebyggende politiarbejde. Samlet set er vurderingen, at der skal tilføres 67 politiårsværk til Fyns Politi.

”Det vi foreløbig ved, er, at der med ministerens ord vil ske en saltvandsindsprøjtning til Fyns Politi bestående af nye politifolk samt tilføjelse af nogle årsværk, som allerede er i politiet. Mere konkret kan jeg ikke sige det endnu, der skal vi først lidt længere hen i processen”, siger Arne Gram.

Det nye udrejsecenter vil efter planen være endeligt etableret og i fuld drift i andet kvartal 2022.  Det bliver Kriminalforsorgen, der på vegne af udlændingemyndighederne skal stå for at drive centret. 

”Den opgave, vi skal i gang med nu, skal vi løfte i tæt samarbejde med Kriminalforsorgen, men også med Langeland Kommune og andre gode samarbejdspartnere. Den indledende dialog vil gå i gang med det samme,” siger Arne Gram. 

Udrejsecenter Holmegaard ligger på den sydligste del af Langeland ved Bagenkop. Det vil være enlige personer på tålt ophold og udvisningsdømte udlændinge, der skal bo på Holmegaard. Aktuelt er der tale en om gruppe på omkring 130 personer. Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet.
 

Pressekontakt 

Kommunikationsrådgiver Sunniva Pedersen-Reng
Kommunikationsrådgiver Mads Boel
Pressetelefon: 9135 7902
E-mail: fyn-kommunikation@politi.dk

 

Læs mere om pressekontakt

2. juli 2025

Fyns Politi

33-årig kvinde idømt ubetinget fængsel

Den 33-årige kvinde fra Svendborg kommune blev den 1. juli 2025 ved retten i Svendborg idømt 1 år og 3 måneders ubetinget fængsel for blandt andet falske anmeldelser.

30. juni 2025

Fyns Politi

40-årig mand anholdt og siget for kontaktbedragerier

En 40-årig mand fra Slagelse kommune blev i dag den 30. juni 2025 anholdt og sigtet for flere tilfælde af kontaktbedrageri mod ældre borgere.

27. juni 2025

Fyns Politi

Falske 500-krone sedler i omløb på Tinderbox

Fyns Politi har fået indleveret flere falske 500-krone sedler fundet ved Tinderbox området.