Spring til hovedindhold

Forslag

Sandie gør hverdagen nemmere for de politistuderende

"Jeg brænder for, at de studerende får så god en studietid som muligt."

Sandie

Hvem er du, og hvad laver du i politiet?

Jeg arbejder som kontorfuldmægtig på Politiskolen, hvor jeg er det, vi kalder, koordinator for elevadministrationen. Det betyder, at jeg blandt andet er med til at arrangere de studerendes opstart, legitimationsoverrækkelse og dimission, ligesom jeg også tager mål til deres uniformer. Derudover har jeg mange andre opgaver inden for indkøb, økonomi og ledelsesstøtte. Det er aldrig kedeligt for mig at gå på arbejde, for jeg samarbejder stort set med hele Politiskolen.

 

Hvordan har din vej været ind i politiet?

I størstedelen af mine år på arbejdsmarkedet, inden jeg begyndte i politiet, har jeg arbejdet i butik og været butikschef. Herudover har jeg taget et erhvervsforløb på Niels Brock og uddannet mig til kontorassistent med speciale i administration. Efter at være blevet færdiguddannet søgte jeg en stilling som administrativ medarbejder i ekspeditionen på Politiskolen - det job var som skabt til mig. Jeg sendte min ansøgning, fik jobbet, og her seks år senere er jeg stadig så heldig at være ansat i politiet.

 

Hvornår har du været mest stolt eller gladest i dit arbejde?

Jeg er faktisk glad og stolt hver dag og møder altid ind med et smil på læben. Mine kollegaer og jeg gør både selvstændigt og i samarbejde et kæmpe stykke arbejde for, at Politiskolen fungerer for de fastansatte, for os selv og ikke mindst for de studerende. Det ser jeg som min fornemmeste opgave.

 

Hvornår begyndte du at overveje at søge job i politiet? Og hvorfor?

Før i tiden var min store drøm selv at blive politibetjent, og det gik jeg benhårdt efter at blive. Jeg meldte mig frivilligt som værnepligtig, men under min aftjening blev jeg skadet, og mine muligheder for at blive politibetjent begyndte at smuldre. Det skulle dog ikke stoppe mig, så derfor valgte jeg at uddanne mig som kontorassistent med henblik på at arbejde som administrativ medarbejder hos politiet.

Når nu jeg ikke selv kunne komme ud og være i den skarpe ende, så er jeg ekstremt glad for at kunne være med til at give dem, der kan, så god en tid på Politiskolen som muligt.

 

Hvad er det fedeste ved at arbejde i politiet?

Det er mine kollegaer og de alsidige arbejdsopgaver. Mine kollegaer er som min anden familie, og to dage er aldrig ens på Politiskolen. Lige fra den dag, jeg startede i politiet, har jeg mærket den utroligt unikke stemning her er - vi er en enhed. Man føler sig aldrig alene, og man ved, at folk har ens ryg.

 

Du kan også møde Steen, der laver analyser for at modarbejde grænseoverskridende kriminalitet


Vil du også bruge dine kompetencer for politiet?

Tjek her, om der er ledige stillinger.

Se ledige stillinger