Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Politi

Nyhed

12. maj 2022 16:01

Falske betjente snød ældre og socialt udsatte - mand straffet med fængsel

Under påskud af at ringe fra politiet for at hjælpe har et kriminelt netværk franarret ældre og socialt udsatte borgere store pengebeløb. En af gerningsmændene blev i dag idømt fængsel i to år og ni måneder.

I en tilståelsessag i Københavns Byret blev en 25-årig mand i dag dømt for at have bedraget 36 borgere for sammenlagt 6,2 millioner kroner. Rettens afgørelse lød på fængsel i to år og ni måneder.

Manden er straffet for at være en del af et netværk, hvor andre gerningsmænd ringede rundt til primært ældre og socialt udsatte borgere i hele landet. I telefonen udgav gerningsmændene sig for at ringe fra Østjyllands Politi, og de ringede fra et nummer, der sluttede på 1448, der er de sidste fire i politikredsenes hovednumre.

I telefonen oplyste gerningsmændene, at der var ved at blive optaget lån i de forurettedes navne. For at undgå dette skulle de falske betjente bruge personlige oplysninger såsom cpr-nummer og koder til NemID. Herefter optog gerningsmændene lån i de forurettedes navne og overførte beløbet fra deres konti til andre konti hos såkaldte mulddyr for at sløre pengesporet.

Efter en længere efterforskning blev den 25-årige mand anholdt i København den 8. april 2021, og han har siden siddet varetægtsfængslet.

»Det er alvorlige sager, og vi står med en person, som retten har fundet skyldig i at være en del af et netværk, der på groveste vis har udnyttet ældre og socialt udsatte borgere, som har troet, at de har fået hjælp af politiet. Desværre er sagen her ikke enestående, og jeg vil stærkt opfordre til, at man er ekstrem påpasselig med at udlevere sine personlige oplysninger, hvis man bliver ringet op af politiet, Skattestyrelsen, banken eller andre myndigheder,« siger senioranklager Sara Dalgaard fra Københavns Politi.

På politiets hjemmeside er der samlet en række gode råd til, hvordan man blandt andet kan forebygge misbrug af kortoplysninger og undgå at blive lokket til at overføre penge.

Find de gode råd her.

Til medier: For yderligere kommentarer til sagen kontakt senioranklager Sara Dalgaard på tlf. 9350 1268.

Pressekontakt

Telefon: 35219260

4. juli 2026

Københavns Politi

Københavns Politi øger bemanding i lufthavnen

I disse år oplever Københavns Lufthavn en massiv vækst i antallet af passagerer, der skal igennem grænsekontrollen. Samtidig er det vigtigt at nævne, at EU og Danmark har fået et nyt, mere sikkert og grundigere grænsesystem, hvor passtemplingen udskiftes til fordel for en digital registrering af tredjelandsborgere, der krydser Schengengrænser.

2. juli 2026

Københavns Politi

Lange fængselsstraffe til ni mænd i sag om flere drabsforsøg på Amager

Københavns Byret har idømt ni mænd i alderen 18-33 år sammenlagt mere end 100 års fængsel for deres forskellige roller i tre drabsforsøg, hvor tilrejsende gerningsmænd var bestilt til at begå skuddrab i bandemiljøet. Alle attentater blev dog afværget af politiet.

30. juni 2026

Københavns Politi

Lange fængselsstraffe i sag om brandstiftelse

To mænd straffes med henholdsvis otte år og tre måneders fængsel og otte års fængsel for at have påsat en brand i den ejendom, hvor organisationen Global Aktion har til huse. Yderligere to mænd er blevet idømt fængselsstraffe for deres roller i sagen. Alle fire udvises.