Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Politi

Nyhed

23. september 2020 16:19

Fire personer dømt i stor sag om hæleri

En kvinde og tre mænd er i dag idømt straffe mellem 1 år og 2,5 års fængsel for hæleri af særligt grov beskaffenhed ved at have modtaget og opbevaret et større kontantbeløb. To af de dømte blev ligeledes idømt advarsel om udvisning.

I en sag om modtagelse og opbevaring af et større kontantbeløb i 2018 er en 49-årig kvinde og tre mænd på henholdsvis 50, 44 og 30 år i dag ved Retten på Frederiksberg fundet skyldige i hæleri af særligt grov beskaffenhed.

Sagen er efterforsket af efterforskningsfællesskabet Særlig Efterforskning Vest (SEV) i samarbejde med politiet i Holland, men da overleveringen af de store kontantbeløb er foregået i Hovedstadsområdet, er det efterforskningsfælleskabet Særlig Efterforskning Øst (SEØ) under Københavns Politi, som har gennemført sagen ved retten. 
 
SEV blev under efterforskningen af en anden straffesag opmærksomme på, at der ud fra aflytninger kunne påvises koordinering af møder, hvor der skulle overdrages store kontantbeløb. I forbindelse med anholdelserne blev der bl.a. beslaglagt ca. tre millioner kr. i kontanter.

Grundig efterforskning 
Den 49-årige kvinde blev idømt et års betinget fængsel og en advarsel om udvisning. Den 50-årige mand blev idømt et år og seks måneders fængsel og en advarsel om udvisning. Den 44-årige mand blev idømt et års betinget fængsel. Og den 30-årige mand blev idømt to år og seks måneders fængsel.
 
»Omfattende og grundig efterforskning i SEV har ført til, at man kunne afdække et netværk af personer, som har modtaget og overdraget meget store kontantbeløb, som stammer fra et strafbart forhold. De udmålte straffe afspejler, at de dømte har haft forskellige roller og har håndteret forskellige kontantbeløb,« siger Danni Richter, senioranklager hos Københavns Politi.

Under sagen har flere af de idømte bl.a. forklaret, at pengene stammer fra lån, som er formidlet via det såkaldte "Hawala-system", hvor pengeoverførsler sker kontant via flere forskellige mellemmænd uden om bankerne.

»Retten har i fuld overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand forkastet flere af de tiltaltes forklaring om, at pengene skulle stamme fra lån, som er formidlet via Hawala. Retten har sendt et klart signal om, at når man modtager store pengebeløb på flere hundredetusind kroner på åben gade, uden dokumentation eller anden god forklaring på overdragelsen, så må man have vidst eller bestemt formodet, at pengene stammer fra et strafbart forhold,« siger Danni Richter.
 
De idømte har alle taget betænkningstid i forhold til evt. anke.
 
Yderligere pressehenvendelser kan ske til senioranklager Danni Richter på tlf. 6113 7402.
 

Pressekontakt

Telefon: 35219260

1. oktober 2026

Københavns Politi

Mand dømt for hvidvask i forbindelse med angrebet ved den israelske ambassade

I starten af 2026 blev to svenske statsborgere idømt henholdsvis 12 og 14 års fængsel for at have begået et terrorangreb mod den israelske ambassade i oktober 2024. Nu er en 52-årig mand blevet idømt 1 år og 9 måneders ubetinget fængsel samt et indrejseforbud i 6 år for bl.a. at have overleveret 30.000 kroner til en af gerningsmændene bag terrorangrebet.

28. september 2026

Københavns Politi

Øresundsbroen lukkes kortvarigt for trafik den 1. oktober

Som led i en større myndighedsøvelse bliver Øresundsbroen kortvarigt spærret for al biltrafik.

24. september 2026

Københavns Politi

Mand tiltalt for vold under storskærmsarrangement på Islands Brygge

Anklagemyndigheden ved Københavns Politi har tiltalt en 31-årig mand for vold begået den 30. juni på Islands Brygge. Her blev en 32-årig svensk statsborger udsat for et knytnæveslag og afgik efterfølgende ved døden.